Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Sue Townsend: Adrian Moles dagbøger. De første 10 år

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Sue TownsendUdskriv anmeldelsen • 11. september, 2009

Adrian Moles dagbøgerBidende satirisk og dybt underholdende dagbøger fra en teenager fuld af tanker og bekymringer.

Mød Adrian Mole. Uadtil umiddelbart en typisk britisk skoleknægt, småbumset og iklædt skoleuniform, men bag dette kedelige grå ydre sprudler en poetisk intellektuel, en romantisk charmør med et stort socialt engagement og en lidt overset, kunstnerisk og sofistikeret sjæl i hormonernes vold.

Adrian, eller nå ja, forfatteren, Sue Townsend, skrev den første dagbog i 1982. På det tidspunkt er Adrian 13 ¾ år og ligger ideologisk ud med nytårsfortsætter om at være rar ved hunden, undgå alkohol, afholde sig fra at klemme bumser ud, hjælpe de blinde over gaden og gøre en indsats for de fattige og uvidende.

Året ruller sig herefter ud, og Adrians liv fyldes af mange prøvelser – især fra forældrene og deres besynderlige ægteskab, skolen og skolens flotteste pige, Pandora. Ak, Pandora.

Nå ja, og så er der den kristne og skrappe farmor, morens nye kæreste, farens nye kæreste, skolens prøvelser, en fejlslagen digterkarriere, hundens fordøjelse, bøllen Barry Kent, vennerne og farens nye kærestes nye barn…

Jeg har tit tænkt på, hvad der egentlig blev af Adrian Mole. Jeg læste hans dagbøger dengang de udkom første gang i 1980erne. Jeg hylede af grin og begyndte endda selv at skrive dagbog.

Selvom historierne om Adrian rummer en underforstået snerren til Englands indenrigs politik og almindelig 1980er tungsind, og der både høres grammofonplader og køres racercykel, tror jeg på, at Adrians ærlige og ligefremme, meget personlige stemme stadig vil få børn fra 12 år til at grine, frydes, gyses og undres. Teenagelivets udfordringer har måske ikke ændret sig meget de sidste 20 år.

Denne samlede udgave følger Adrian i 10 år og er for første gang udkommet i sin helhed på dansk.

Adrian Moles dagbøger er alle ungdomsdagbøgers fader. Læs dem!

I midten af 1980’erne kunne man også følge Adrian Mole og hans kvaler på tv:

Sue Townsend: Adrian Moles dagbøger. De ti første år. Lindhardt & Ringhof, 2009. – 503 sider
Omslag: Imperiet

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (1 stemmer)
Loading...

2 kommentarer »

  1. Ej, de afsnit husker jeg alt for godt fra min egen teenagetid! Det var verdens bedste og sjoveste serie – rigtig britisk kvalitet. Jeg slugte alle afsnit. Og hende Pandora … suk

    http://www.adrianmole.com/

  2. Jeg elskede den! Fik krampe i tæerne af at krølle dem 🙂