Sonya Hartnett: Tin og tunnelerne
Emner: fantastiske fortællinger, fra 12 år, historisk • Se alle anmeldelser af: Sonya Hartnett • • 15. marts, 2008Prisbelønnet roman om drengen Tin, der beslutter sig for et liv under jorden.
Denne vidunderlige, sørgelige og forunderlige historie handler om drengen Tin. En dag graver han et hul. Hullet bliver til en gang. Gangen bliver til en tunnel, som hurtigt bliver til flere. Og Tin forsvinder ned i tunnelerne og holder op med at være en rigtig dreng. I stedet bliver han et slags underjordisk væsen, beskidt og blegt uden sprog, en legende på egnen, som kun dukker op når han selv vil.
Sonya Hartnett skriver australske dramaer, som er knugende og foruroligende. Denne gang bringer hun os tilbage til 30’erne og til familien Flute. Historien fortælles af Harper, mellemste barn, som beskriver livet før, under og efter Tin forsvinder ned i sine tunneller.
Jorden er udpint. Der er tørke og intet kan gro. Far Flute må gå på kaninjagt og sælge skindene for at få lidt penge. Ellers lever familien af kaninkød. På en måde er det som et forvarsel, da Tin graver sin første tunnel. Mens Tin udvikler og forfiner sit tunnelnetværk over et ret stort areal, lever resten af familien i en parallel verden over jorden. Alt synes at gå skævt for dem. Faren er en drømmer på den uhensigtsmæssige måde, og efterhånden lader han sig rive med af modgangen og stopper med at handle. Tin stopper aldrig med at grave. Men da hans familie behøver ham mest, dukker han op. Ikke på trods af sine tunneller men på grund af.
Tin og tunnelerne er meget tankevækkende og på mange måder en skæbnefortælling. Den griber ind og tager fat i noget dybt i sin læser. Historien stiller måske flere spørgsmål end svar, men alligevel forstår man det hele.
Sonya Hartnett er en fantastisk fortæller i verdensklasse. Hendes sprog er spændende og poetisk men lettilgængeligt. Hendes romaner er levende og troværdige, også når det handler om et barn, der vælger at leve under jorden. Jeg håber, at flere at hendes efterhånden mange romaner bliver oversat til dansk. De er berigende læseoplevelser for store børn og voksne.
Sonya Hartnett: Tin og tunnelerne ; på dansk ved Inge-Lise Jespersgård. – 1. udgave, 1. oplag. – Kbh. : Høst, 2006. – 184 sider. -Pris: kr. 249,00
Originaltitel: Thursday’s child
Tin og tunnelerne vandt The Guardian Children’s Fiction Prize i 2002
Sonya Hartnett modtog i 2008 The Astrid Lindgren Memorial Award, som er den største børnelitterære pris i verden. Udover æren følger der hele 5 millioner svenske kroner med.