Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Solveig Kjær: Min søster fra Olivia

Emner: , , , , , • Se alle anmeldelser af: Solveig KjærUdskriv anmeldelsen • 1. september, 2008

Det er ikke altid nemt at blive storesøster – heller ikke når man rejser om på den anden side af jorden, for at få en lillesøster, som slet ikke er nogen baby

Lillesøster kommer faktisk ikke fra Olivia, men fra Bolivia, ligesom også bogens fortæller – en pige i børnehavealderen – er født i Bolivia og adopteret til Danmark. Men Olivia var nemmere at sige, da hun var lille, så det hænger ved. Hun rejser med sin mor og far til Olivia for at hente lillesøster Maria, som bor på et børnehjem i det fattige land i Sydamerika, hvor der tigges på gaden og der er varmt og flotte papegøjer i træerne. Maria er en stor pige, som ikke er helt nem at blive storesøster til; hun græder og vil hverken have gaver eller i bad. Men det er alligevel også dejligt at være storesøster, for så er man den store og skal lære sin lillesøster forskellige ting, som fx at svømme og putte dukker og bamser – og ikke mindst må man være længere oppe om aftenen end sin lillesøster!

Bogen kommer ind på emner, som er relevante for alle kommende storesøstre og -brødre, fx dét at mor og far nu pludselig elsker to børn højere end alverdens flyvemaskiner kan flyve er det samme som at man jo også elsker både sin mor og sin far. Men særlig relevant for adopterede børn handler bogen også om det at være bortrejst fra alt det kendte – børnehaven, venner og cykel – i længere tid, når man skal hente sin lillesøster eller -bror. Og selvom man ved første møde ikke taler samme sprog, kan man sagtens lege sammen alligevel!

Bogen er meget personlig og snakkende i sin stil, og den vil helt sikkert appellere til børn, som selv kan genkende historien om at flyve ud i verden for at blive storesøster eller storebror eller som står for at skulle rejse. Også andre børn, der er interesserede i at vide noget om adoption, vil kunne få glæde af bogen. Den er illustreret med fine, farvestrålende akvareller af forfatteren.

Solveig Kjær: Min søster fra Olivia ; illustrationer Solveig Kjær. 1. udgave, 1. oplag. – Abrakadabra, 2008. – 26 sider: Ill. i farver. Pris kr. 168, 50
Forside: Solveig Kjær

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)