Fortællingen.dk

En både rørende og rædselsfuld fortælling om at være stærk, når folk er fordomsfulde

Vi er tilbage i den tid, hvor der stadig findes overtro på hekse og dæmoner.

Marnie er seksten år gammel. Hun og hendes familie står til at miste hus og hjem, men herremandens søn, Isake Isherwood, tilbyder hende, at familien kan beholde huset, hvis hun til gengæld bliver hans hustru og flytter med ham til en rønne nær havet i byen Torcurra. Marnie siger nødtvunget ja, ægter ham og rejser til Torcurra to dage senere. Hun er ikke forelsket i Isake, dog betaget og tiltrukket. Tiltrækkelsen forsvinder umiddelbart for bestandig på deres bryllupsnat, da det viser sig, han er både grov og ufølsom. Marnie er ulykkelig og beder til Gud om, at Isake vil holde op med at begære hende. Samme dag falder han ned fra en stige og dør.

Marnie er nu enke, men bliver hurtigt ven med Torcurras præst, Fader Brannan. Hun knytter sig også til landsbytossen Ravn, som piskes af byens folk, fordi de tror, han er djævlebesat. Men i virkeligheden er han døv og kan derfor ikke høre sig selv, når han udstøder lyde, der lyder som djævlens værk.
Torcurras beboere tror, at Marnie har forårsaget Isakes død med en forbandelse. Da hun og Ravn udvikler et tegnsprog til at kommunikere med, styrkes deres tro yderligere i, at hun besidder heksekræfter, og det tyder på, at de er parat til at gøre hendes liv til et levende helvede.

Rasende stilhed handler om fortidens snæversyn og fordomme, men vigtigst om den usagte smerte, der raser indvendigt. Om at blive misforstået, hadet, udstødt og foragtet af andre. Og om hvordan denne rasende stilhed driver mennesket ud i fortvivlet ensomhed, der kan synes uden ende.

Man vil hurtigt opdage, at trods Marnies unge alder er hun en utroligt selvstændig, stærk, stædig og intelligent pige. Hun står derved i modsætning til datidens kvinder, og det gør hende anderledes, hvilket virker meget angstprovokerende på andre. At være anderledes skabte dengang, som i dag, anledning til udvikling af fordomme og i Marnies tilfælde mistanke om hekseri.

Ravn er også anderledes. Men ingen, selv ikke den rare, hjælpsomme Fader Brannan, har opfattet, at Ravn i virkeligheden er døv og ikke djævlebesat, og at hans raserianfald kommer fra hans frustration over aldrig at blive forstået.
Men allerede første gang Marnie og Ravn møder hinanden, har de en dyb, ja næsten overnaturlig forståelse for hinanden. Denne forståelse drages man af, som læser.

Rasende stilhed er en af mine absolutte yndlingsbøger. Den har et fantastisk sprog, og på trods af, at det kan virke lidt kunstigt at beskrive tegnsprog og dets tavshed med ord, formår Sherryl Jordan at behandle det med en følsomhed, der går lige i hjertet.
Historien når igennem hele følelsesregisteret, og som læser føler man sig virkelig som en del af denne knugende og særlige fortælling på godt og ondt.

Sherryl Jordan: Rasende stilhed. Oversat af Lene Gulløv. Klim, 2000, 254 sider.