Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Shane Brox: Lille Bussers strabadser

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Shane BroxUdskriv anmeldelsen • 5. april, 2006

Shane Brox: Lille Bussers strabadserMan tager en træls influenzavirus, en lille klistret bussemand og en masse næser af varierede størrelser og former, og så har man en skøn men også lidt klam billedbog for de mindste.

”Jeg har altid vidst, de var noget særligt”, siger forfatteren og illustratoren til denne bog. Han taler om bussemænd, og jeg synes, at det altid er godt, at en forfatter har et personligt forhold til det, han skriver om.

Busser er en lille, dejligt elastisk bussemand, der blæses ud af den værtsnæse, han bor i, da en væmmelig influenzavirus kommer snigende forbi. Ud i den kolde verden ryger han, og herefter sendes han og læseren på en rejse fra næse til næse. Og næser er der stor forskel på. Nogle lugter ualmindeligt væmmeligt af cigaretter, og andre sidder på mennesker, der taler for meget. Influenzavirussen forfølger Bussers næsevandring, og efterhånden bliver både Busser og læser lidt bekymrede for, om der findes et perfekt snottet sted, hvor Busser kan sidde mageligt og dingle hjemligt med benene fra næseborskanten.

Bussers strabadser er en meget ligefrem og ærlig fremstilling af en lille bussemands liv. Ja, det er lidt klamt men alligevel også lidt charmerende. Det er lykkedes Shane Brox at blæse liv i sin bussemandshovedperson, som barnet på 4-6 år vil tage til sig som en helt troværdig figur. Bussers frustrationer over at være hjemløs giver sammen med de klassiske gentagelser en handling fuld af spænding og humor for de mindste. Illustrationerne byder på mange oplevelser, der både knytter sig til handlingen og har sit eget liv. Tværsnit af næser, detaljerede scenerier ud i alle bogens hjørner gør, at bogen kan tages frem igen og igen. De små scenerier minder lidt om dem, vi finder hos Sven Nordquists bøger om Peddersen og Findus. De er morsomme og meget opfindsomme.

Hvis man er sart – og lad os nu bare være ærlige, det er der jo en del voksne, der er – så kan man også vælge at anskue Bussers strabadser som et strengt pædagogisk værktøj i forbindelse med barnets omgang med næser og bussemænd.

Shane Brox: Lille Bussers strabadser (Busser: 1). Politiken, 2006. Forside: Shane Brox

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.