S.F. Said: Varjak Paw
Emner: del af serie, fantasy, fra 9 år, god til højtlæsning • Se alle anmeldelser af: S.F. Said • • 22. november, 2004”Før man kan give slip på sig selv, skal man kende sig selv og være sikker på sig selv. Ved du, hvem du er?”. Jalal Paw
Varjak er en ægte Mesopotamien Blue – det er en ualmindeligt fin racekat. Varjak bor sammen med sin familie hos en gammel rig komtesse, som sørger for, at alle kattene har det som blommer i æg. Kattefamilien er ikke alene fine racekatte, de er også ud af en fin slægt, der kan spores i lige linie tilbage til Jalal Paw – en viis og profetisk forfader, som der fortælles smukke fortællinger om. Tilværelsen er triviel men luksuriøs og enkel. Udenfor er der en verden, som de ikke kender. Den indeholder bl.a. forfærdelige væsener, der hedder hunde…
Pludselig er deres velgører komtessen væk. I stedet er det nu den velklædte og skumle ”Gentlemanden” og hans gustne sorte katte, der har deres gang i huset. De har tydeligvis ikke rent mel i posen, men Varjak er den eneste, der fatter mistanke. Resten af familien slikker kælent fløde i sig fra Gentlemandens hånd og overhører Varjaks bange anelser.
Varjak tvinges efter dramatiske omstændigheder til at begive sig ud i Virkeligheden for at finde en hund, der kan hjælpe ham i kampen mod Gentlemanden & co. På vejen lærer han at forstå og overleve det barske liv blandt mennesker, hunde, kattebander og den evige trussel om at falde i kløerne på Forsvinderne.
Varjak har altid været fascineret og opslugt af fortællingerne om Jalal Paw – og ude i den barske verden på den anden side af murene til den forfinede virkelighed, han altid har kendt, føres han i drømme tilbage til Mesopotamien, hvor han møder stamfaderen Jalal Paw. Mesteren selv indfører Varjak i Vejen – en hemmelig kampsport, som består af syv færdigheder. Igennem træningen af disse færdigheder bliver Varjak klogere på mange essentielle ting – især om sig selv. Således rustet bliver han klar til at tage kampen op med Gentlemanden. Der afsløres også andre uhyggelige sammenhænge, som ikke vil blive nævnt her.
Varjak Paw er en spændende og smuk universel fortælling. ”Forestil dig Karate Kid instrueret af David Lynch” – læste jeg et sted, en anmelder skrev om Varjak Paw. Jeg citerer, fordi det er en enkel og rammende beskrivelse.
En stor del af handlingen i Varjak Paw oplever man som læser igennem Dave Mckeans fantastiske illustrationer, der i høj grad præger bogen. Dave Mckean illustrerede også Neil Gaimans eminente Coraline, og ligesom det var tilfældet der, formår han at skabe et stemningsfuldt univers, som tilføjer en masse miljø til historien og giver bogen en ekstra dimension, der hjælper den med at lette og gør den til et lille og stille mesterværk, som man nyder og husker.
S.F. Said: Varjak Paw. Oversat af Vibeke Sandberg. Thorup, 2004
Forside: Dave Mckean. Originaltitel: Varjak Paw (2003)
Hejsa! Doris her igen. Varjak Paw er en rigtig bad boy kitty kat. Han er lige noget for min tykke kat, som hedder “tykke kat”. De ville se såå godt ud sammen. RRaaarrr… Kung fu kat!!!
Love ya
Doris og “tykke kat”