Fortællingen.dk

Velkommen til et sort og dyster fremtid med håb.

Søren Jessen har tidligere skrevet science fiction – med den ganske vellykkede serie Fortælleren (der startede med Den elektriske by). Der bevægede han sig i et univers, hvor en katastrofe lod til at have opslugt verden, som vi kender den. I hans nyeste roman, Den sorte terning, trækker han en lige linje fra nutiden og et godt stykke frem.

Vi befinder os i en fremtid, hvor der findes liv andre steder i universet, mange steder endda; men vi er endnu ikke stødt på intelligente racer derude. Hovedpersonen Andros mor er en af de videnskabsfolk, der undersøger nye planeter for tegn på intelligens, så han bor tilbage på Jorden sammen med sin far. Det er en verden, hvor næsten alt foregår på nettet – folk kommunikerer, arbejder og leger i virtuelle verdener, og det sociale tager en noget anden form end i dag. Men der er nu forskel på virkelig og virtuel fare, og i sin fritid laver Andro raids sammen med et par venner – de kalder sig ZOMA-gruppen og bevæger sig på gammeldags scootere til nedfaldsstederne, når byen flyvende transportbiler svigter.

Men en dag bliver han snuppet af Politiet a/s, og det betyder et skæbnesvangert klip i moralkortet, hvilket ikke just betyder gode ting for hans fremtidsudsigter. Den betyder også, at han kommer i kontakt med den kriminelle organisation WhiteCloud. Og i sidste ende fører det til, at han kommer i besiddelse af en mystisk sort terning med umuligt egenskaber.

Snart er Andro på flugt, fanget i en hovedkulds rutsjebane af intriger, forbrydere, skumle motiver, mystisk teknologi og store omvæltninger.

Den sorte terning er, for at være ærlig, lidt af en rodebunke. Jessen har mange ideer – gode ideer endda – men det er, som om de ikke helt formår at spille sammen. Og især første del af bogen er tung af ting, som forfatteren synes, at læseren skal vide, men som ingen vigtig betydning har for historien. Et af genrens vigtigste tricks er at flette baggrunden ind ubemærket, og det forfejler Jessen desværre, så man i stedet må vente længe, før fortællingen egentlig tager fart. Når det så endelig sker, forstår han så også at skrive elementært spændende, så målgruppen nok skal blive revet med. Andro kommer meget langt omkring, og det sker i høj hastighed (endda i så høj grad, at man fornemmer et par løse ender, når det hele er overstået).

Omend jeg ikke synes, det lykkes at opbygge en helt fungerende baggrund, så får Jessen dog en masse vellykkede detaljer listet ind: især talesproget, der er en blanding af dansk, engelsk og netsprog. Det er overraskende letlæst og godt udtænkt og giver en god dybde og stemning.

Alt i alt er Den sorte terning en hurtigt læst historie med en god portion spænding – men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at den kunne have været så meget mere, hvis den havde været lige så stramt komponeret som andre af Jessens bøger.

Søren Jessen: Den sorte tegning. Omslag: Søren Jessen. Gyldendal, 2009, 375 sider.