Ruben Eliassen: Profetiens udvalgte
Emner: del af serie, fantasy, fra 9 år • Se alle anmeldelser af: Ruben Eliassen • • 15. januar, 2006Elementær spændende fantasyfortælling som særligt vil begejstre splinternye fans af genren.
De to elvertvillinger Alk og Ilke vokser op hos troldmanden Sha-ra og hans tro væbner, isbjørnen Arol, efter, at være blevet reddet som helt spæde fra en grum skæbne. Vi er i det magiske og mystiske land Aldra, hvor elvere holdes som slaver og undertrykkes af de ubehagelige mortoker. Troldmanden Sha-ra er vogter over bogen om profetiens udvalgte. Profetien handler i al sin enkelhed om at besejre den onde Tarkan, som nærmest har materialiseret sig mere som selve ondskabens akse end som menneske. Elverfolket skal samles og befries fra det slaveri, de lever under. Hjælpen er på vej, for de udvalgte er Alk og Ilke, og Sha-ra er (trold)mand for at lære dem op, så de bliver beredte på at opfylde profetien. Det kræver lidt tør indskoling af mileskrift, almindelig dannelse og andet, som udvalgte bør have kendskab til. Heldigvis har elverbørnene særlige evner, som viser sig at være ret nyttige at have ved hånden, når man er oppe i mod en ond overmagt.
Da Alk og Ilke er ti år, drager de afsted på en klassisk fantasyfærd. Sha-ra og Arol følger selvfølgelig med og står klar med gode råd og opbakning. Der er et godt/ondt modspil i Tarkan, og rejsen igennem Aldra bliver lang og fyldes med mysterier, venner og fjender. Handlingen er tempofyldt, og efterhånden udbygges mytologien omkring landet Aldra og dets beboere.
Der skrives ualmindelig megen fantasy i disse år, og for at sige det helt rent ud, er der langt mellem de originale ideer eller rigtig god fantasy, om man vil. Profetiens Udvalgte lider under manglede originalitet på den helt irriterende måde, når man er passioneret og erfaren fantasylæser. Forfatteren har nemlig her mere end skævet til Tolkiens Ringenes Herre. Troldmanden Sha-ras lighed med Gandalf fra Tolkiens værk er slående pinlig. Vi taler bl.a. helt konkret om dramatiske scener, hvor troldmanden ofrer sig for elverungerne for herefter at opstå få dage efter. At blive inspireret er ok, men ligefrem at genbruge scener er strengt taget ret usportsligt, synes jeg, men vil iøvrigt ikke bore mere i det.
Profetiens Udvalgte er Ruben Eliassens debutroman. I 2002 kårede 2500 norske børn denne første del i serien Phenomena som deres yndlingsbog. Det forstår man godt. Børn i bogslugeralderen (altså den officielle, der vist lyder 10-12 år) kan finde meget at hente i denne serie. Der er ingen lange irriterende beskrivelser af miljø, personskildringen er til at overse, og det ene magiske påhit står i kø for at overhale det andet. Det handler om, hvor man lægger sit fokus, og jeg kan fint leve mig ind i begejstrede norske børns glæde ved romanen og anbefaler den derfor gerne som en god fortælling både som højtlæsning fra 8 år og selvlæsning fra 10 år.
2500 norske børn tager skam ikke fejl. Og J.R.R. Tolkien har ikke skrevet forgæves
Ruben Eliassen er også illustrator og har selv lavet omslaget til bogen, hvilket sælger den godt.
Ruben Eliassen: Profetiens udvalgte (Phenomena: 1). Oversat af John Lysmand Jørgensen. Bazar, 2005. Forside: Ruben Eliassen. Originaltitel: Profetiens utvalgte