Fortællingen.dk

En sørøver, et skattekort og en næsten øde ø bliver et fantastisk eventyr som Jim hvirvles ind i. En charmerende skurk er stadig en skurk, og rigtige mænd har lang hvid paryk, selv i subtropisk hede.

Da en gammel pirat indlogerer sig på den kro, Jims familie ejer, bliver drengen involveret i en spændende jagt på en forsvundet skat. Kroen angribes af piratens forhenværende skibskammerater, og i kampens hede finder Jim et skattekort. Sammen med sine venner den kloge læge Livesey og godsejeren Trelawney begiver han sig ud på skattejagt. Desværre viser det sig, at den charmerende etbenede skibskok også er ude efter skatten og tilmed er tidligere sørøver. Nu udvikler opholdet på skatteøen sig til en desperat kamp på liv og død. Heldigvis for Jim og hans venner er øen ikke helt øde, og det giver dem en spinkel chance for at overleve kampen mod piraterne.

Skatteøen er en af verdenslitteraturen store klassikere – og med rette. Historien er utroligt spændende, den ene hæsblæsende begivenhed afløser den anden. Nærværende udgave er uforkortet og sproget er med nænsom hånd opdateret, så man let og flydende suser igennem den medrivende historie. Samtidig bevarer historien sit tidsperspektiv, her er ikke indlagt moderne udtryk, og det klæder bogen.

Udover en god historie leverer Stevenson også et særdeles levende persongalleri. Af og til kommenterer fortælleren, som er en ældre Jim, på historien. Det giver en ventil for spænding og fungerer sjovt nok på samme tid som spændingsopbyggende. Det giver desuden et lille kik ind i Jims personlighed.
Godsejeren beskrives som en god, men lidt tåbelig mand. Måske skyldes det den tid, bogen skrives i? Her stormer borgerskabet frem på bekostningen af de gamle adelige familier. Godsejeren er ikke en dårlig person, men han er en utroligt dårlig menneskekender.
Hans modsætning er lægen, en lidt idealiseret repræsentant for borgerskabet. Han er en modig, uforfærdet mand, der tør stå ved sine meninger, selv når han putter sig selv i fare ved det. Jeg er lidt fascineret af den måde, han med nogle få velvalgte ord kan kue selv den mest rå børste.
Long John Silver er bogens skurk, og hvilken skurk. Han er den mest fantastiske bad guy, man kan forestille sig. Hans sikre psykologiske sans gør ham i stand til groft at manipulere med andre mennesker. Han har en utrolig evne til altid at sige lige det, folk vil høre. Det er befriende at møde en så gennemkorrupt slyngel, som samtidig formår at besidde forsonende træk. Man kan faktisk ikke andet end beundre mandens enestående anlæg for at vende enhver situation til sin egen fordel. Fantastisk!!!

Fortællingen er naturligvis det, der bærer en god bog, men i dette tilfælde er layoutet så godt gennemtænkt, at det virker som en understøttende faktor og giver en ekstra dimension til læseoplevelsen. Romanens forside med skattekortet og Silver signalerer tydeligt, at her er tale om noget helt særligt. De tykke sider, der tilmed er gulnede, så de minder om gammelt pergament, giver en unik fornemmelse af at være del af eventyret. Hvad angår tegningerne, er jeg nærmest stum. De er så utrolige. De er nærmest små tidsrejser til skatteøen. Så realistiske, at man næsten kan lugte og smage øen.

Jeg viste bogen til nogle venner, som nærmest ærbødigt bladrede i den. Til sidst udbryder en af dem: ” Hvor kan man købe den her? Den må jeg bare eje.” En sidste bemærkning til det velgennemtænkte layout. Prøv at fjerne smudsomslaget (forsigtigt selvfølgeligt) og få en behagelig overraskelse.
Et stort 13 tal med pil opad til forlaget Sesam for denne udgivelse. Gid, der var flere børnebøger som denne.

Hvis jeg nødtvunget skal finde noget at kritisere, er det, at bogen næsten er for flot. Normalt nyder jeg at hygge med en god bog og et stykke frugt (man er vel sund) – Men det var der intet af, da jeg læste skatteøen, for tænk, hvis jeg spildte noget ned i den!

Robert Louis Stevenson: Skatteøen. Oversat af Birgitte Brix. Sesam, 2005. Forside: Robert Ingpen. Originaltitel: Treasure Island