Rob Reger m.fl: Emily the Strange, tegneserie 1+2
Emner: fra 11 år, gys • Se alle anmeldelser af: Rob Reger • • 12. november, 2008Goth-ikonet Emily folder sig ud i sparsomme farver.
Emily the Strange er tidligere levet udgivet på dansk i to små stemningsfulde og ordfattige bøger. De følges nu op i tegneserieform, her de to første bind med undertitlerne ”Kedeligt nummer” og ”Glemt nummer”. Det er et par flotte udgivelser, som man nok enten vil elske eller hade.
Hovedpersonen Emily er en mærkværdig lille pige, der bevæger sig ubekymret gennem sit eget univers, en art Pippi Langstrømpe i goth-udgave. Her er ikke lyst og rart, men mørk og skummelt – de to hovedfarver er sort og rødt, og kranier, monstre og afhuggede lemmer flyder over siderne. Dermed ikke være sagt, at Emily er specielt skræmmende eller horribel – det, der driver historierne frem, er hovedpersonens skæve forhold til verden og virkeligheden. Det er Edward Gorey for børnene, men med masser af ekstra detaljer og referencer, som man nok skal være voksen for at fange.
Emily the Strange skal nok bedst forstås som et kultfænomen – på den måde, at det er en verden, der er let for læserne at gå op i og leve sig ind i. Emily har sit at sige om alt lige fra musik og tøjmode til det bedre borgerskab, og hun siger det med stil. Samtidig kræver de to tegneserier noget af deres læsere, hvilket igen nok vil opdele folk – går man overfladisk til Emily, bliver man nok smidt af, mens en opmærksom læser vil finde masser på siderne. Det er sjældent, at der fortælles en enkel historie fra A til Z – i stedet bliver de enkelte afsnit til gennemgange af, hvad man kan gøre, hvis man keder sig, et interview med bandet The Damned, filosoferen over tabt skønhed og så videre.
Emily the Strange-tegneserien skal nok finde sine læsere. Den har personlighed, og ydermere har Carlsen valgt at udgive dem i utroligt flot udstyr – omslaget er tykt, og begge numre rummer bonusmateriale: klistermærker og en plakat. Har man en spirende interesse for horrorfilm og de mørkere sider af tilværelsen, skal Emily nok få den til at springe ud i fuldt flor. Sammenlignet med de tidligere udgivne bøger har disse to måske ikke lige så megen zen-agtig kant, men de kommer til gengæld mere vidt omkring.
Rob Reger m.fl.: Emily the Strange: Kede-reaktioner & Jeg glemte at lave en forside. Oversat af Steffen P. Maarup. Carlsen, 2007.