Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Philip Pullman: Fugleskræmslet og hans tjener

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Philip PullmanUdskriv anmeldelsen • 16. juli, 2005

Philip Pullman: Fugleskræmslet og hans tjenerEventyr på farten. Fugleskræmslet og hans tjener oplever en masse og gennemgår en del i denne småskøre fortælling fra et land hvor alt kan ske.

Gamle Pandolfos liv er fyldt med problemer: Fugle på marken, gigt, vejret, soldater og den irriterende familie Buffaloni, der vil have fingrene i hans jord, inddæmme kilder og bække og fremstille div. ukrudtsmidler og gifte til folkets værste. En gammel mand kan ikke løse alle problemer, men han kender da en kur for fuglene på marken: Han laver et fugleskræmsel.

Pandolfos fugleskræmsel er så fint, at det hurtigt bliver stjålet og sat på en ny mark. Det gentager sig flere gange, så fugleskræmslet kommer længere og længere væk. Det slider med al den flytten, og han ender til sidst på en mudret mark i en noget ramponeret tilstand, og ingen føler længere trang til at stjæle ham.

Tilfældet vil, at det bliver et frygteligt uvejr. Lynet slår ned i fugleskræmslet, og han bliver i bedste Frankenstein-stil levende. I modsætning til Frankensteins monster, er der ikke noget skræmmende over fugleskræmslet, tværtimod. Han er en godmodig, måske lidt dum type, med selvovervurderende tilbøjeligheder men ikke uden charme. Desværre sidder han fast i mudderet og har i øvrigt kun et ben. Heldigvis møder han en forældre- og hjemløs dreng, som tager imod tjansen som hans tjener, trækker ham fri og skaffer ham et ekstra ben. Sammen drager de ud i verden.

Vi har nærmest mødt dem før; Den kloge og den dumme a la Gøg & Gokke m.fl., hvor den kloge, men underdanige, med kløgt og gefühl styrer slagets gang og forhindrer for mange ulykker i at ske. Og det er virkelig heldigt for fugleskræmslet, at han får så kvik en tjener, for det er ikke ufarligt at være ham. Hele tiden har de Buffaloniernes advokat i hælene, og de render ind i landevejsrøvere, soldater og andre farer.

Det er en fortælling om, hvordan et venskab der udvikler sig. En historie om at være der for hinanden, og vi ser hvordan tjeneren og fugleskræmslet efterhånden vil sætte alt på spil for den anden. Der er også meget humor i bogen. Der faldes lystigt på halen, så alle kan være med også de mindste. Den er sød og sjov, men måske også lidt uoriginal.

Pullman er ikke bange for at lade det stå skåret ud i pap, hvad der støder hans moral i forbindelse med bl.a. krig, militær i almindelighed, kvaksalveri og andet godt. Jeg synes, at det fra tid til anden virker lidt firkantet midt i alt det sjove. Ja, det er da morsomt at fugleskræmslet, som en anden Forrest Gump, passer perfekt ind i hæren fordi han er så tumpedum. Men det bliver måske understreget lidt rigeligt: Først fascineres han af dem fordi de er så ens, så klarer han sig så dårligt i intelligenstesten at hans straks udnævnes til kaptajn, senere beretter han, at det slet ikke er et problem at han har tabt sin hjerne (en ært) for den savner han slet ikke. Ja, jeg tror vi har fanget den.

Phillip Pullman er mest kendt for trilogien Det Gyldne Kompas, men hvis man kaster sig over denne bog i håb om at finde noget der ligner så bliver man skuffet. Dette er en helt anden historie. Men Fugleskræmslet og hans tjener er en let og sjov bog, som sagtens kan læses højt for hele familien.

Philip Pullman: Fugleskræmslet og hans tjener. Oversat af Mich Vraa. Sesam, 2005
Forside: ?

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (4 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.