Fortællingen.dk

Der skulle være så hyggeligt på landet, men nætterne er fyldt med monstre.

Jeg læste ”Haltefanden”, da jeg var knægt, og selv om jeg ikke huskede et ord af handlingen her mange år efter, havde den alligevel gjort et indtryk, for titlen og forsiden har påvirket mig lige siden. Velvidende, at man ikke skal ophøje ens barndoms bøger til klassikere alene på mindet om dem, og fordi jeg gerne ville se, hvad det var, der rørte mig så dybt ved den, besluttede jeg mig for at genlæse den lille bog.

Haltefanden er en bog om monstre – om hovedpersonen, præstens søn, kaldet Haltefanden, som næsten med det samme indrømmer, at han er ond; om Anton, som ikke er bange for ham, men altid er efter ham; om Fru Mejer, som stjæler blomster fra kirkegården om natten (og hvad Haltefanden gør ved hende); og sidst men ikke mindst om moster Anna, som slet ikke er en moster, men et ægte monster, som Haltefanden og Ida har samlet af knogler, som Idas far har gravet, og som Haltefanden har døbt.

Men moster Anna er ikke et skelet, der bliver, hvor det burde være. Pludselig er hun væk, og så begynder der at ske ubehagelige ting over hele byen. En le forsvinder, en hund dør, og kun Haltefanden og Ida ved, hvad der kan stå bag det.

Haltefanden fortælles i en blanding af næsten staccato stykker og mere hurtigt flydende tekst, når tingene begynder at spidse til. Det giver oplevelsen af, at man som læser falder til ro, ja næsten tvinges ned i fart, indtil alting pludselig begynder at gå galt omkring en, og man stormer igennem teksten igen.

Fungerer Haltefanden så efter alle disse år? Det er en ganske anderledes roman, end jeg egentlig havde forestillet mig, men også forstået på den måde, at den overrasker. Men den har helt sikkert en gennemslagskraft, som gør, at gyserglade børn vil nyde den i dag. Mouritzen rammer et dystert sted mellem det realistiske lillebysamfund og så den magiske, sorte verden, hvis eksistens ingen børn tvivler på – hvor det at døbe et skelet er en sikker måde at skabe problemer for sig selv. Og så er der samspillet med Roald Als’ tegninger… det beviser, at grænsen mellem humor og horror til tider kan være meget lille. For mens Als oftest ses som humoristisk illustrator, så virker hans tegninger – med deres store plamager af sort og helt særegne tekstur – som den perfekte underlægningsmusik til Mouritzens langsomt opbyggede rædsel. Ja, Haltefanden holder efter alle disse år – og mange år endnu.

Peter Mouritzen: Haltefanden. Forside & illustrationer: Roald Als. Apostrof, 1984, 78 sider.