Fortællingen.dk

“Sub-land” skildrer to unge fyre, der er bidt af graffiti. Det er ulovligt, og de ved, at det kan betyde strenge straffe, men de lever for det sus og den spænding, det giver at male et flot “tag”.

Kim og Per er et par 18 -19-årige unge fyre, hvis altoverskyggende interesse er at dekorere tog med graffiti. Deres “kunstnernavne” er Ace og Echo. Kim, som er fortælleren, går i gymnasiet men møder sjældent op. Livet foregår mest om natten og i helt andre sammenhænge end skole og familie.

De bryder gennem DSB´s indhegninger for at udsmykke togvogne. Taskerne er fyldt med spraydåser m.m. De kender de forskellige S-togsstationer som deres egen bukselomme og holder hele tiden øje med, om der dukker vagter op. Kim har prøvet at blive overfaldet og bidt af en af vagthundene. De ved det er ulovligt, men de kan ikke lade være. Hver ekspedition er et sus af spænding, adrenalinet kører rundt i kroppen. Det gælder om at bruge den begrænsede tid til at at lave nogle gode tags eller pieces, som det hedder i graffiti-terminologien. Når samme tog næste morgen ruller ind på stationen med store farvestrålende bogstaver på siden, plejer de at have kameraet parat, så de får et foto til deres arkiv.

De to unge fyre færdes i det undergrundsmiljø, der er omkring hip-hop og graffiti-malere. De har kontakter til det samme miljø i Berlin, men ellers er det København, det foregår i. De går dog ikke af vejen for en tur til en større – kedelig – provinsby i deres jagt efter tog til graffiti. De lever hele tiden med bevidstheden om, at de kan blive taget med store erstatningskrav til følge og måske en dom på fængselsophold. Og for Kim går det galt…

“Sub-land” skildrer en subkultur, der har eksisteret i Danmark siden begyndelsen af 1980`erne. Peter Grønlund er læreruddannet men har tidligere tilhørt miljøet og kender det indefra. Et af romanens kapitler handler om S-togene – graffiti-malernes yndede mål – siden starten af 1970´erne. Et andet om DSB´s holdning til graffiti gennem årene, herunder også politiets og Københavns Kommunes indsats. Også spraydåsens udvikling er beskrevet i et af bogens kapitler.

Uanset om man synes om graffiti på togvogne, bygninger og andre offentlige steder eller ej, så giver romanen et troværdigt billede af Kim og Per og deres miljø. De skildres som et par almindelige unge fyre, hvor skole og forældre ikke fylder meget i bevidstheden. De kan som de fleste af deres jævnaldrende lide at gå i byen og få lidt at drikke m.m. Kim og Per opfatter ikke sig selv som kriminelle, de kan bare ikke lade være med at lave graffiti.
I et interview i Politiken siger Peter Grønlund: “Graffitimalerne er nutidens bohemekunstnere, der går ud og ofrer deres penge på at købe maling og ofrer en masse tid og energi på at male”. Og videre hedder det, at de fleste graffiti-malere er nogle “aktive og engagerede mennesker, der gennem kunsten kanaliserer deres energi, vrede og glæde ud”. Efter Peter Grønlunds opfattelse gives der i medierne et alt for negativt billede af miljøet. Han er spændt på, hvordan eftertiden vil se på vor tids graffitiudsmykning.

Jeg er ikke den store graffiti-tilhænger og synes let, det kan blive for meget. Alligevel kan jeg godt lide Peter Grønlunds roman. Den giver som sagt et fint indblik i en verden, der er fjern for mange af os i forældregenerationen. Jeg er sikker på, at “Sub-land” vil kunne fange en del unge – nok mest drenge – fra ca.14 år og op. Kan også bruges i opgavesammenhæng jvf. romanens faktaafsnit.

Peter Grønlund: Sub-land. Gyldendal, 2005. Forside: Ulrik Schiødt