Fortællingen.dk

Kvisth og hans besætning drager ud i Afgrunden for at finde hans far – men de vender tilbage en viden, der kan redde hele Kanten fra udslettelse.

Midnat over Sanctaphrax er tredje bind med historier fra Kanten – denne gang tages der direkte udgangspunkt i forrige bind, Himmelstormeren, og handlingen fortsætter umiddelbart efter denne.

Kvisths far er forsvundet – under åben himmel, dette ukendte dyb, som befinder sig hinsides Kanten, og hvor ingen rejser hen. Her hersker Moderstormen, og det er ikke noget, som man ønsker at udsætte sit flyvende skib for. Ikke desto mindre er det her, vor helt – nu kaptajn over sit eget skib – er tvunget til at søge, hjulpet af sin nye besætning og skaffefuglen. Det bliver en søgen, som vil få konsekvenser, både umiddelbare og langsigtede for ham selv og hele Kanten.

En af dem, som berøres, er Hector, en yngstelærling i den svævende by Sanctaphrax, hvor de lærde dag og nat studerer vejret. Da Kvisths skib lider en krank skæbne ved sit møde med Moderstormen, bliver Hector pludselig forældreløs og må kæmpe for at holde sig i nærheden af sit elskede bibliotek, selv om han retteligen burde forvises til Nedreby. Men da Kvisth vender tilbage til byen, slår han følge med ham – sammen drager de ud for at finde kaptajnens besætning og finde ud af, hvad det var for en frygtelig lærdom, som blev indprentet i hans hjerne ved Moderstormen, men som nu er slettet fra hans hukommelse. Det er en viden, som kan betyde liv og død for hele Kanten. For her er vejret ikke blot et spørgsmål om lynnedslag eller pollental – sansestorme raser ind over landet, og Moderstormen truer med at vende tilbage til Kanten.

Det bliver en rejse, som er mildest talt eventyrlig – og det er netop, hvad man kan forvente af Kanten-bøgerne. Stewarts fantasi lader sig ikke fornægte, og hans samarbejde med illustratoren Riddell er som sædvanlig ikke til at sætte en finger på. De to lader til at tænke i samme baner – og have samme fokus på sceneriet og de væsener, der befolker det, hvad enten vi er i Nedreby, Dysterskoven eller Stenhaven. Og med en tydelig forkærlighed for det monstrøse, som f.eks. skrukkernes mobile slavemarked, vætteornerne (der skaber bogens hektiske flugtscene) og wigwig’erne (mine personlige favoritter blandt Kantens brogede monstre). Nok mest af hensyn til de yngre læsere holdes der dog en fin balancegang med de mere nuttede personer, såsom banderbjørnen.

Selve romanens opbygning er ved at være standard for Kanten-bøgerne: Kvisth sendes ud i det ukendte, og en ukendt personage hjælper ham på vej. Heldigvis har forfatteren så i denne bog valgt i stedet at lade helten træde mere i karakter. Væk er de konstante fejltagelser og frygtsomheden; nu er Kvisth selv kaptajn, og han træffer de beslutninger, der skal træffes. Det er en forfriskende fornyelse.

Som det måske fremstår, er der mest tale om en drengebog – som sædvanlig spares der ikke på action og dødsfald (om end Stewart afholder sig fra forrige bogs nedslagtning). Jeg kunne forstille mig, at der her var en ganske eminent højtlæsningsbog – action og underholdning for både barn og voksen. Og for de af os, som ikke har børn, men stadig holder af en god fortælling, er Midnat over Sanctaphrax måske nok hurtigt læst, men stadig en nydelse.

Paul Stewart & Chris Riddell:  (En historie fra Kanten; 3) Oversat af Klavs Brøndum. Carlsen, 2002
Forside: Chris Riddell