Fortællingen.dk

Aslak opsøger sit barndomskvarter. Han genoplever den tid og de mennesker, han var tæt på den gang: barndomsvennen Jakob, kunstnerfaren kaldet Marx og det uforlignelige gadekryds ved navn Fidel

Aslak vokser op i Gug, et parcelhuskvarter i udkanten af Ålborg. Han vokser op som adotiv- og enebarn i trygge rammer med faderen Jørgen og moderen Margit. Margit er faderens 2. kone og er dermed ikke Aslaks “ægte” adoptivmor, men hun holder oprigtigt af ham. I det hele taget er hun en kvinde med mere “ben i næsen” end den lidt satte far.
Aslaks bedste ven er Jakob, også han er adopteret, dog uden at han selv er klar over det. Mo- deren var sambadronning i Caribien – og Jakob er lige så sort, som hun formodentlig har været. Hun lever ikke mere, og Jakob har aldrig mødt hende – men savner ikke desto mindre en mor i sit liv. Han vokser op hos faderen Marx, som engang var kæreste med moderen. Marx er kunstner, han laver skulpturer og er ret anerkendt i kunstneriske kredse. Hos naboerne er han ikke særlig vellidt, han er for speciel, har mærkelig venner, drikker for meget og har et farligt rod såvel inde som ude. Marx går ikke op i orden, rent tøj og faste senge- og spisetider. Græsset står højt, og opvask er noget, han kun en gang i mellem lægger mærke til. Marx er med andre ord ingen omsorgsfuld forælder, men han holder alligevel – på sin egen måde – meget af Jakob.
Med jævne mellemrum kommer Jonna fra de sociale myndigheder – af Marx og drengene kaldet socialdamen – på besøg for at føre kontrol med, om Jakob lever et trygt og almindeligt liv. I skolen klarer han sig ikke godt, der har været problemer med tyveri og pjækkeri, og også hash har været på tale – om ikke bevisligt. Tvangsfjernelse er hele tiden en trussel, og Marx og Aslak farer rundt og rydder op, når Jonna uventet dukker op.

Naboen Severinsen, en ældre og lidt ensom mand, går meget op i sin have, og det giver jævnligt anledning til konflikter med Marx, Jakob og ikke mindst den fritløbende, men fredelige hund, Fidel. Den skelner nemlig ikke mellem mit og dit.
På et tidspunkt sætter drengene sig for at opdrage hunden til at hjælpe andre, den skal med andre ord være mere præsentabel. Præsentabel som socialdamen – og derfor får den tilnavnet Socialhunden. Trods velmenende forsøg lykkes drengenes genopdragelseskur ikke. Under et forsøg på at hjælpe Severinsen går det helt galt. Døren står åbent til Severinsens hus, og drengen tror, der er indbrud, og sender Fidel ind på rekognoscering. Ja, og gæt selv, hvordan det ender… En dag får Severinsen et hjertetilfælde og kommer på hospitalet. Omtrent samtidig dukker hans – for naboerne – ukendte søn, Jens, op. Han er voksen, er spastiker og sidder i kørestol. Severinsen har ikke haft kontakt med ham i mange år. Den ældre mand tøer gradvist op og viser helt nye sider af sig selv, og det udvikler sig til et nyt og positivt naboskab, meget anderledes det oprindelige.

Det er en overraskende og måske lidt rosenrød afslutning, men det er alligevel en god historie, der handler om venskaber, fordomme, og som viser, hvor let man kan gå galt af hinanden. Det er den voksne Aslak, der fortæller historien om sin barndom og venskabet med Jakob. Under sit korte ophold i Ålborg banker han på hos Severinsen, som er den eneste, der stadig bor i kvarteret, og her får han Jakobs adresse.

Pablo Henrik Llambias: Socialhunden. Dansklærerforeningen, 2004