Oscar K. : Du er så fuld af løgn, Otto!
Emner: fra 13 år, identitet, især for drenge, teenageliv, venskab • Se alle anmeldelser af: Oscar K. • • 15. december, 2008Oscar K har skrevet en eksistentiel roman om drengefællesskab, seksuel vækkelse, løgne og manddomsprøver.
Der er to Otto´er. Ham, der bor på børnehjem og samler på gamle fotos af mennesker, der kunne være familie. Han møder en gammel biavler og bliver dyb fascineret af bier. Så er der ham, der har både mor og far. Faren kender mange damer – rigtig godt. Han vil gerne gøre dem glade. Men selv er han ikke glad og forsøger flere gange at begå selvmord. Otto er også vild med piger. Især Randi – hende der arbejder hos bageren. Hun er vild med sex, siger Marino.
Otto og Otto er venner. Tvillingerne bliver de kaldt af Marino, drengegruppens anfører. De vil gerne være med i Marinos gruppe. Men før de kan blive fuldgyldige medlemmer, skal de bestå en prøve, som ender fatalt. Bagefter er der ingen, der vil tro på Otto.
“Hun sagde, hun var uskyldig, bagerpigen. Men det var vist senere. Selvom jeg gør mig umage, er det indimellem svært at holde styr på det hele. Huske rækkefølgen. Hvad, der skete først? Og hvad bagefter? Kriminalbetjenten blev ved med at spørge med det dér ligegyldige smil, som om han overhovedet ikke var interreseret i at høre, hvad jeg sagde, men bare ville køre mig træt.”
Oscar K. har skrevet en god ungdomsbog om drenge, der bliver til mænd. Om seksuel vækkelse og søgen efter en plads i verden – om at høre til.
Oskar K fanger læseren med sit intense sprog. Bogen er nærmest umulig at lægge fra sig.
Du er så fuld af løgn, Otto! er som en syret drøm, hvor det hele hænger sammen, men så alligevel ikke. Er der virkelig to Otto´er, eller er det to sider af samme dreng?
Oscar K. har skrevet flere bøger for børn og unge. Blandt andet bøgerne De tre I-IV, Hurtige Henning historier og Børnenes bedemand.
Klik ind på forfatterens hjemmeside.
Du er så fuld af løgn, Otto! skrevet af Oscar K. Omslagstegning af Dorte Karrebæk. Høst & Søn, 2008. 80 sider, kr. 149,-