Niklas Rådström: Robert og den usynlige mand
Emner: blind, fantasiven, fra 7 år, god til højtlæsning, handicap • Se alle anmeldelser af: Niklas Rådström • • 9. februar, 2009Man burde måske være enormt mørkeræd – men kan man det, når der alligevel er mørkt i hele verden?
Robert er 8 år, da han en morgen vågner, og der er pludseligt mørkt i hele verden. Det hjælper ikke engang at tænde lyset – Robert er pludselig blevet blind.
Hans forældre tager ham med på hospitalet, men ingen kan sige, hvorfor Robert er blevet blind. Og så begynder Roberts liv som ikke-seende. Det er en stor omvæltning for ham, f.eks. kommer han ikke i skole, og han kan heller ikke cykle mere.
Pludselig møder han en usynlig mand. Han er den eneste, som virkelig forstår Robert, og omvendt er Robert den eneste, som kender den usynlige mand… “når det er mørkt i verden, er der jo ingen som lægger mærke til, at man er usynlig”…
Nu begynder Robert et lidt sjovere liv: Han laver selv en blindestok, og den usynlige mand hjælper ham hen til skolen. Makkerparret hjælper også politiet med at fange et par forbrydere, og Robert får en medalje. Og så møder Robert Lovisa, som også er blind, og hun viser ham, hvordan man kan leve som blind.
Robert og den usynlige mand er en lille perle. Til trods for det alvorlige emne er det en bog, hvor man kan grine med Robert og hans usynlige vens oplevelser. Derudover har den en filosofisk tilgang til problematikken, som børn helt klart forstår og kan “brodere” videre på.
Jeg har læst bogen højt for børn i alderen 8 – 11 år, og de blev helt klart grebet af handlingen. De diskuterede meget måden, som forældrene reagerede på, da de fandt ud af Roberts handicap; syntes, at han ikke skulle have haft så meget hjælp, og de skulle ikke have haft så ondt af ham: “Han bliver jo bare mere syg af det”, konstaterede én af drengene.
Vi brugte også meget tid på at diskutere den usynlige mand. Findes han eller? Flere af børnene mente, at han måtte være virkelig, for han kunne jo tale… Andre havde et mere pragmatisk forhold til emnet: Den usynlige mand var ren fantasi, sådan! For mit vedkommende forholdt jeg mig ret upartisk, men ville i stedet hellere vide noget om, hvilken rolle han spillede i Roberts liv? Dagens bedste svar: “Han ser for Robert”…
Jeg vil klart anbefale bogen til højtlæsning. Især fordi den lægger op til en konstruktiv dialog uden at være belærende kedsommelig.
Niklas Rådström: Robert og den usynlige mand. På dansk ved Nete Eickhoff. Med tegninger af Per Tønnes Nielsen. Gyldendal 1995. 118 sider