Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Niklas Asker: Med nye øjne

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Niklas AskerUdskriv anmeldelsen • 21. december, 2010

En historie, der lister ind under huden.

Vi ved det godt: tegneserien er andet og mere end Tintin eller Dragonball. Tegneserien er blot en form, ikke en ramme, der siger, at man kun kan bruge den til at iklæde folk spandex og lade dem slå løs på hinanden. Tegneserien er blevet voksen, siger vi til hinanden, og for at understrege det kalder vi den nu for graphic novel. Voksen har den nu været i mange år, men derfor er det alligevel alt for sjældent, at vi ser værker som Med nye øjne på det danske tegneseriemarked.

Med nye øjne er med andre ord ikke for børn – ikke at de ville få søvnløse nætter over den, men den kræver en indlevelse og refleksion, som man nok mindst skal have ramt teenagealderen for at stille for dagen. Det er ikke en historie for alle, men en, der vil tiltale læsere med et eftertænksomt gen.

Det er historien – eller rettere: historierne – om især to mennesker, hvis fortællinger snor sig ind imellem hinanden.

John er freelance fotograf, og Jessica er forfatter. De to mødes tilfældigt, kortvarigt, i London lufthavn, og fra denne hændelse spreder der sig ringe ud i vandet, gennem deres liv. Kærlighed møder svigt møder konsekvenser møder de små ting, der betyder så meget i vores liv, og det er der kommet en gribende historie ud af.

Niklas Asker tegner med en enkelt, men effektiv streg og fortæller med en stemme, der er bedragerisk let. For Med nye øjne er en af de historier, man nemt kan skøjte hen over overfladen af – men giver man sig selv den gave at læse lidt dybere, ligger der noget helt andet og venter. Det er kun toppen af isbjerget, der stikker op, og lige under overfladen lurer hele vægten bag Askers historie og venter på at ramme læseren. Og giver man sig tiden til at kigge der, vil den ramme hårdt.

Niklas Asker er svensker, men Med nye øjne, der er hans debut, er nået vidt omkring til udgivelse i Danmark, USA, Holland, Sverige og Italien. Det er et tydeligt tegn på hans stilsikkerhed og et værk med power.

Se uddrag af historien på forlagets hjemmeside.

Niklas Asker: Med nye øjne. Oversat af Allan Haverholm. Afart, 2010.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)