Fortællingen.dk

Da 3 børn ved et uheld rejser tilbage til 1700-tallets Danmark, må de sande, at dagens Danmark er helt anderledes end det Danmark, der eksisterede dengang.

Sofi og hendes far holder deres årlige sommerferie i Danmark. Sofis mor er tysker, og derfor taler Sofi dansk med tysk accent. Det gør det svært at få venner. Hun møder dog lille løjs, som hun bliver gode venner med. De to kommer ud på et fantastisk og lidt uhyggelig eventyr, da drengen Røde Johs forsvinder gennem et tidshul til det 17. århundrede. Selvom ingen af børnene bryder sig om den usympatiske Johs, beslutter de alligevel at redde ham.
I fortiden er Johs dømt til døden, fordi han ikke tror på Gud, og chancerne for at redde ham er spinkle. Men heldigvis møder Børnene den polske rytter Pasek, som gerne vil hjælpe.

Bogen er spændende og tankevækkende. Den viser tydeligt, at religiøs fanatisme ikke kun er et fænomen i Islam. Det Danmark, vi møder, er præget af klimaforandring pga. overdrevet skovhugst samt krigens gru og almindelig fattigdom og uvidenhed. Der er ikke meget paradis over de gode gamle dage.

Jeg elsker fortællinger om tidsrejser og nyder den undren, som opstår, når personerne møder noget, som er fundamentalt forskellig fra det, de kender. Det leverer bogen, men desværre skæmmes historien af de meget karikerede personbeskrivelser. Det er tydeligt, at Sofi og hendes far samt lille løjs er de gode. Her er tale om veloplyste mennesker, med en i mine øjne utrolig historisk viden (og jeg er endda selv historieintersseret). De er højt hævede over det at have fordomme (undtagen overfor racister naturligvis, men vi ved jo alle, at racister er dumme)

På den anden side står Røde johs og hans forælder. Direktør Pethersen (sådan staver de det virkeligt) er en utroligt usympatisk person. Han latterliggøres gennem sine forsøg på at fremtræde finere og mere magtfuld end han egentlig er. Hans brovtende facon, hvor han skiftevis truer og lokker, er ulidelig, og så er han medstifter af Dansk Folkeparti. Derfor taler han konstant om perkere og deres forsøg på at overtage landet.
De holdninger har han videregivet til sin søn. En træls snotunge, som ondskabsfuldt forsøger at fange et hjortekid for at holde det som kæledyr. Puha, så kan man da vist ikke synke dybere? Da han fanges i tidshullet, afsløres det også, at staklen er mere end almindelig tungnem. Stædigt fastholder han, at perkerne har overtaget landet og ødelagt det. Alt moderne er på mystisk vis forsvundet på under 5 min, og det er jo selvfølgelig, fordi de (”perkerne”) vil havde det sådan. Ærlig talt irriterede hans enøjethed mig temmelig meget. Ok jeg ville nok ikke have gættet på tidsrejse som det første, hvis jeg var Johs, men det ville nok undre mig ikke så lidt, at ”perkerne” kunne få alt moderne til at forsvinde SÅ fuldstændigt.

Det er synd, at personerne er så firkantet beskrevet, for det ødelægger en ellers sjov og utroligt spændende ide. Samtidig føler jeg, at forfatteren i den grad undervurderer børns intelligens. Hvis han forsøger at få dem til at tage afstand fra Dansk Folkeparti eller spekulere lidt over deres evige sludder om Danmark gennem 1000 år, skulle han nok gå lidt mere subtilt til værks.
Jeg kan godt lide historien og nyder kapitlerne med Sofi og Lille Løjs, men når man følger Røde Johs, skal man i den grad frasige sig al kritisk sans, for ellers bliver man i den grad distraheret af forfatterens kluntede forsøg på at pådutte børnene ”den rette holdning”.
Et plus ved bogen er den polske rytter. Hans skiftende humør og opførsel gør ham til et spændende bekendtskab, som man nok ville betakke sig for at kende her i den virkelige verden. Han er altså lidt for omskiftelig til, at det er behagelig for hans omgivelser.

Bogen kan anbefales til dem, som nyder fortællinger om tidsrejser, men som sagt kræver den, at man affinder sig med en stærk kritisk og afvisende beskrivelse af folk med ”forkerte” holdninger.

Niels Peter Juel Larsen: Sofi og den polske rytter. Carlsen, 2005. Forside: ?