Fortællingen.dk

Mary lever sit liv i angst og afmagt. Spøgelset Vivian bruger al sin tid på at pine og plage hende. Og Vivian har uendeligt megen tid.

I al den tid, Mary kan huske tilbage, har Vivian været der. Da hun var helt lille, legede hun med hende og var ikke bange for hende. Også selvom andre ikke kunne se hende. Vivian var en sjov usynlig ven. Men da Marys lillesøster bliver født, går alt galt. Vivian bliver rasende jaloux på lillesøsteren og begynder at pine Mary. Hver dag bliver sit eget mareridt, og den eneste måde, Mary kan slippe for pinslerne, er ved at opholde sig de steder, Vivian ikke betrådte, da hun var i live, for der kan hun ikke komme. Klaverværelset, som er en udbygning til huset, de bor i, er et af de steder. Her får Mary lidt fred, og det samme gælder i skolebussen. Men hvis hun opholder sig der for længe, gør hun Vivian vred. Og en vred Vivian er dobbelt så ondskabsfuld som ellers…

Efterhånden udvikler Mary sig til en sky og skræmt pige, som tit har mærker og sår. Alligevel forelsker Tom sig i hende. Han har faktisk altid været betaget af denne mærkelige pige, og med lillesøsteren som medsammensvoren forsøger han at komme ind på livet af Mary. Det gør det kun mere morsomt for Vivian.

Forfølgeren er en nervepirrende og veldrejet horrorhistorie. Marys (velbegrundede) angst driver ned af siderne, og man undres og grubler over, hvorfor Vivian er så ond, og hvad hendes næste træk bliver. Man overvejer faktisk også, om hun overhovedet eksisterer. Altså som spøgelse forstås. For måske er Mary i virkeligheden mentalt forstyrret. Hvilket stadigvæk ville gøre historien uhyggelig. Vivians tortur af Mary er ikke udpenslet, hvilket gør handlingen lidt underspillet, men samtidigt trigger det læserens fantasi.
Marys ensomhed og magtesløshed er virkelig hjerteskærende. Udover at blive fulgt alle steder af sin onde ånd er hun også forbandet med at kunne se et tidligere offer for Vivians ondskabsfulde gerninger. Nemlig Vivians stedmor, der ligger for enden af trappen i Marys hjem og gennembløder tæppet med sit blod. Hver dag forsøger Mary at gå uden om det, men må se alle andre træde hen over liget. Ondt, ondt, ondt!

Trænger du til et klassisk, spændende og hurtigt gys, så grib (u)trygt fat i Forfølgeren.

Forsideillustrationen er lavet af Peder Bundgaard, og jeg mener desværre ikke, at den rammer stemningen i historien. Helt ærligt havde jeg ikke selv faldet over denne roman, hvis ikke jeg noterede mig, at den var udgivet på forlaget Tellerup, der har udgivet en del gode horrorhistorier.

Nicole Luiken: Forfølgeren. Oversat af Mette Skot Perschke. Tellerup, 1992. Forside: Peder Bundgaard. Originaltitel: Unlocking the Doors