Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Nicole Boyle Rødtnes: Dødsbørn

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Nicole Boyle RødtnesUdskriv anmeldelsen • 20. april, 2010

Spændende første bind i en ny serie

Som om børn ikke var slemme nok i forvejen – nu introducerer den romandebuterende Nicole Boyle Rødtnes også dødsbørn i dette første bind i en ny fantasyserie.

Titlens væmmelige væsener er umiddelbart helt almindelige børn, men der er gået nok helt galt med dem – ved fødslen er deres kroppe levet overtaget af en anden sjæl, og nu dræber de alt, hvad de rører ved, både mennesker og dyr. De er ulykkelige væsener, som indsamles og opbevares på specielle institutioner, så de ikke kan gøre skade på andre mennesker, og fordi folk er bange for dem. Måske med rette, får Davie at føle, da et meget særligt dødsbarn stikker af og viser sig at have en speciel interesse for ham.

Davie er fyldt 15 år, og det betyder, at han skal til at bevæge sig ud i verden. Fremtidsmulighederne fordeles efter lodtrækning, så der lyttes desværre ikke til børnenes egne store håb, og Davie ender med en læreplads som kloakpasser; det betyder, at det næste år af hans liv skal spenderes omringet af det, som andre folk skyller ud, på evig udkig efter de farlige blåslanger. Men der venter ham også farer, som han ikke kan forudse.

Seriens titel, “Skeletter i skabet”, skal forstås både overført og helt bogstaveligt – der afsløres hemmeligheder her i første bog, men der er også skeletter, som sidder og venter i skabene. Vi befinder os nemlig i en verden, der umiddelbart virker ganske genkendelig, men hvor alle familier har et slægtsskelet, en repræsentant for forfædrene, som rådgiver og fortæller om familiens historie. Det er blot én af de ret mange veludtænkte detaljer, som Rødtnes arbejder ind i historiens baggrund. I det hele taget virker det, som om der er lagt et godt stykke arbejde ind i at skabe en interessant verden, hvor der også er plads til sporudlægning, så forfatteren i de følgende bøger langsomt kan trække sløret tilbage for flere skumle detaljer (personligt venter jeg på at høre noget mere om baggrunden for slægtsskeletterne).

“Dødsbørn” er en ganske gedigen debut, der nok skal fastholde læserne. Den er rimeligt letlæst, og handlingen flyder let. Sproget løfter sig aldrig rigtig over godt håndværk, men til gengæld er handlingen overraskende godt skruet sammen; Rødtnes jonglerer med en del elementer og strøer dem roligt ned i kapitlerne, hvor de kan fange læserens interesse og fastholde en til historien.

Der er mange løse tråde, når sidste side er vendt, og vi får ikke en stor, forkromet afslutning på hele historien. Til gengæld er der et Fortsættes af den slags, der kildrer læsefornemmelserne. Rødtnes har vist sig villig til at være ganske ond ved sin hovedperson, så jeg er meget spændt på, hvad historien fremover vil bringe.

Man kan læse mere om serien på hjemmesiden, læse de første tre kapitler på forlagets side og fange noget af stemningen fra bogen i denne bogtrailer:

http://www.youtube.com/watch?v=25w-KgOD-tY

Nicole Boyle Rødtnes: Dødsbørn (Skeletter i skabet ; 1). Forside: Rasmus Jensen. Forlaget Facet, 2010, 258 sider

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (12 stemmer)
Loading...

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)