Fortællingen.dk

Der lurer mange farer i mørket

Nick Clausen debuterede i 2009 med gyseren Tidevandet – med sin tredje bog begår han sig i horrorgenren igen, denne gang i en spøgelseshistorie med et twist.

Titlens afdøde brødre siges at hjemsøge en gammel jagthytte og har en grum historie, der slutter med et gevær og en økse, men også en del uklarhed om, hvad der egentlig skete. Det er den historie, de to venner Adam og Troels får fortalt af en gammel mand, Bent – og som straks får dem til at tilbyde at tilbringe natten i jagthytten for at afgøre, hvorvidt spøgelser overhovedet eksisterer. Bent er meget positivt indstillet overfor ideen, så snart drager de to drenge afsted til hytten, mens han efterlader dem alene.

Troels tror meget på det overnaturlige, mens Adam er skeptikeren. Men snart begynder der dog at ske ting, som bliver sværere og sværere at forklare. Og mens de to drenge forsøger at udrede husets historie, samles mørke kræfter og motiver usynligt om dem.

Umiddelbart føles det, som om Tidevandet var en mere glat bog end De døde brødre – den var barberet ind til benet og i en lige linie mod slutningen. Her har Clausen tydeligvis flyttet sig lidt og er mere ambitiøs – han har flere personer, slår sig mere an på stemningen og har flere bolde i luften.

Men lykkes projektet så?

Svaret må være: til dels. Nogle ting lykkes rigtig godt, men andre er mere vaklende – i sidste kategori (og noget farligt for læseoplevelsen) falder det første kapitel, hvor forfatteren simpelthen har blikket for fast rettet mod de elementer, han skal have på plads (lidt personlighed til de to hovedpersoner, Bent og et hjemsøgt hus, som de skal overnatte i). Den måde, hvorpå drengene får adgang til jagthytten på, virker ganske enkelt ikke troværdig.

Men kommer man lige over den hurdle, begynder flere ting at falde på plads: Clausen slår nogle gode toner an, især en skæbnetung stemning omkring den mistroiske af vennerne, Adam, som synes at være fokus for flere af de ting, der sker i huset; fortællingen opbygges langsomt mod en finale, hvor der lige pludselig er rigtig mange ting i spil, og det lykkes Clausen at holde balancen i usikkerheden om, hvorvidt huset vitterligt er hjemsøgt eller ej.

Alt i alt er De døde brødre en ganske gedigen ungdomsgyser, der med held bruger plot og stemning i stedet for effekter. Clausen har taget et godt skridt siden debuten – helt fremme ved målet er han endnu ikke, men jeg tror, han er godt på vej. Næste gang vil han måske droppe de Dennis Jürgensen/Kenneth Bøgh Andersen-inspirerede kække hovedpersoner og så lave ren horror…? Det føles lidt selvbevidst, at der skal presses lidt humor ind i historien, når den faktisk sagtens kan stå på egne ben.

Man kan læse et uddrag af De døde brødre på forlagets hjemmeside og se mere på forfatterens.

Nick Clausen: De døde brødre. Tellerup, 2009, 183 sider.