Fortællingen.dk

Tilbage bag de 100 låger.

100 låger var et frisk pust på fantasy-scenen, syntes jeg – fortsættelsen når til tider stormstyrke, men det er ikke kun af det gode.

Henry bor stadig hos sin familie i Kansas – men hans forældre er vendt hjem, så han er snart nødt til at rejse tilbage. Det er dog ikke noget, der huer ham, for han har lært et og andet om sin egen fortid; blandt andet at han er et hittebarn fra en af de verdener, som skjuler sig bag 100 magiske låger på bedstefaderens værelse.

Hans tante har besluttet, at lågerne skal mures til, så der ikke igen er nogen, som skulle få gode ideer om at udforske de mysterier og (i høj grad) farer, der skjuler sig på den anden side. Men magi er ikke sådan at holde tilbage, og mange kræfter rækker ud efter Henry. Lynet slår ned i mere end én forstand, og snart begynder han at få øjnene op for den virkelighed, som skjuler sig side om side med det, som vi ser.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at vi også i Mælkebøtteild bevæger os om på den anden side af lågerne. Og naturligvis er der stor ondskab og stort heltemod at finde der, og Henry har en skæbne, som han kaster sig ud i jagten på. På mange måder virker N. D. Wilsons bøger som en friskere, mere moderne (og ikke så didaktisk) udgave af Narnia, dog med den drejning, at man ikke her er så sikker på, at det nok skal gå alt sammen. Der er ikke den fornemmelse af alfaderlig velvilje som i Lewis’ bøger; til gengæld er der spænding, så det står efter.

Mælkebøtteild serverer en hæsblæsende historie, og i dette bind kommer historien også op på de højere nagler – det starter som en lille historie om familien York, men ender som et stortladent melodrama.

Desværre er det hele ikke lige så godt styret som i 100 låger – der sker næsten for meget, og Wilson har lidt for mange personer løbende omkring hver for sig, så man ikke lever sig ind i deres historier på samme måde. Man læser stadig med fryd, men det kommer ikke under huden som i første bind, hvilket naturligvis hænger sammen med, at der er tale om en toer – der skal tydeligvis skiftes spor i forhold til den originale historie, og brikkerne skal stilles på plads til afslutningen af trilogien. Og den lader til at blive storslået.

Det, der driver Wilsons bøger og gør dem så akut læseværdige, er hans åbenlyse fortælleglæde og overskud. Plottet er måske ikke vældigt overraskende, men det vrimler med underfundige formuleringer, lune indspark, flot drejede beskrivelser, ideer, vinkler og generel sprudlen – på et tidspunkt tager han endda turen omkring Kafka med et meget stort glimt i øjet. Der er lange stykker, hvor man som læser blot lader sig rive med, og det er en god fornemmelse. Mælkebøtteild levede muligvis ikke helt op til forløberen, men den er stadig godt oppe at ringe – og så forbereder den scenen til et tredje bind, som jeg vil se frem til med spænding.

N. D. Wilson: Mælkebøtte-ild (100 låber ; 2). Oversat af Mette Skot Perschke. Forside: Jeff Nentrup. Borgen, 2009, 527 sider.