Morten Ramsland & Morten Nobel: Havmanden
Emner: billedbog, dansk, god til højtlæsning • Se alle anmeldelser af: Morten Nobel, Morten Ramsland • • 3. maj, 2006Forestil dig at dit værste mareridt bliver til virkelighed , og så er det slet ikke så slemt – det kan faktisk være helt hyggeligt. Mød den tangspisende havmand.
Tobias skal holde ferie hos sin mormor og morfar. De bor tæt ved vandet og da mor har afleveret Tobias og skal til at køre hjem, formaner hun mormor og morfar: de må ikke fortælle røverhistorier om Havmanden. Det er naturligvis alt, hvad Tobias behøver at høre for at blive forfærdelig nysgerrig – men mormor og morfar holder tæt – lidt endnu. Men dagen efter kan de alligevel ikke holde sig, de må fortælle om havmanden, som tager de børn, der går alene ned til vandet, og trækker dem ned i dybet til alle de uhyggelige væsner, der findes der.
På feriebesøg kommer også fætter Karl-Peter, og så skal de alle sammen på fisketur. Mormor, morfar og Karl Peter synes, at det er evigt morsomt, men Tobias synes godt nok, at tiden bliver lang. Men så sker der noget. Tobias får i den grad bid, og pludselig kommer der et nyt og alvorligt skær over fisketuren. Tobias har fanget ingen mindre end Havmanden – og nu kan mormor, morfar og fætter Karl-Peter pludselig ikke komme hurtigt nok hjem.
Mormor og morfar er meget bange for Havmanden, men han viser sig nu at være ganske flink og nærmest ufarlig. Havmanden forlanger ikke andet end lidt tang – og så kvitterer han med lidt gode historier om livet i havet. Sådan kan tingene tage en drejning.
Det er 2 x Morten, der er ophav til historien Havmanden. Ramsland har skrevet og Nobel har tegnet. Illustrationerne ligner lidt børnetegninger. Jeg kan godt lide børnetegninger også selv om de er tegnet af voksne. De er utryksfulde i al deres enkelthed, og Havmanden er meget sød og fin. Man kan godt sove, selv om man læser Havmanden på sengekanten.
Hvordan det hele ender, vil jeg ikke afsløre her, men jeg kan dog røbe, at mormor og morfar bliver nødt til at indrømme, at de vist nok kom til at fortælle lidt om havmanden alligevel – nu må de udtænke en ny metode der skal forhindre børn i at gå alene ned til vandet….
Morten Ramsland: Havmanden, illustreret af Morten Nobel. Carlsen, 2006. Forside: Morten Nobel