Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Morten Dürr: Slip aldrig Samiras hånd

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Morten Dürr, Peter Bay AlexandersenUdskriv anmeldelsen • 26. august, 2007

Morten Dürr & Peter Bay Alexandersen: Slip aldrig Samiras håndRørende og velfortalt læs-let historie om en flygtningedreng og hans første tid i Danmark

Før Nadim på 8 år kom til velfærds Danmark, levede han en meget anderledes tilværelse i et land med krig. En krig slog både Nadims far og lillesøster Samira ihjel. Derfor bor Nadim og hans mor nu i Danmark. Krig er skræmmende, men det er altså også pænt overvældende at skulle lære et nyt sprog, finde nye venner og starte i en ny skole og Nadim skal det hele på en gang. Helt alene.

Vejen til Nadims nye skole er fuld af angstprovokerende forhindringer som hunde, biler og berusede mænd. Nadim går i baglås, men en klog voksen giver ham et råd, som måske ikke er superpædagogisk – men det er godt, og det virker.

Er det muligt at skrive en historie med en lix 12, der både er vedkommende og velfortalt? Selvfølgelig, og det er i høj grad lykkedes for Morten Dürr med Slip aldrig Samiras hånd. Historien om Nadim og hans angst og sorg er rørende. Det kan være svært for danske børn at sætte sig ind i de problematikker, asylansøgere og flygtninge kastes ud i, når de skal integreres i det danske samfund, men med historien om Nadim får de mulighed for at blive oplyst uden at blive belært, da det hele serveres som en god historie. Som de selv kan læse og forstå.
Det er befriende og forfriskende at læse en læs-let bog, som rummer en så stor dybde, at der er sandsynlighed for, at historien vil rumstere lidt i de unger, der læser den. En ting er at læse – i teknisk forstand at afkode bogstaverne og sætte dem sammen til meningssammenhænge – en anden vigtig og værdifuld ting er at nyde det, man læser, og blive beriget af det. Så får man lyst til mere.

Slip aldrig Samiras hånd er flot illustreret af Peter Bay Alexandersen. Tegningerne puster liv i Nadim og hans historie med både alvor og lune.

Morten Dürr: Slip aldrig Samiras hånd, illustreret af Peter Bay Alexandersen. Carlsen, 2007. Forside: Peter Bay Alexandersen.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (3 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.