Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Mikkel Rosengaard: Videre

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Mikkel RosengaardUdskriv anmeldelsen • 16. april, 2010

Tempofyldt historie om det vilde gymnasieliv med sex, sprut, stoffer….og sex.

Titlen på denne roman er rammende. Den kunne også have været “Afsted!” eller “Giv den gas!”.  Jeg tabte næsten pusten og orienteringen. Jeg er jo kun en pige fra provinsen og er ikke vant til det vilde københavnske gymnasie/natteliv, hvor man drikker, sniffer, tager piller, ryger hash og knalder i flæng . Eller i hvert fald taler meget om det. Indimellem bliver der  klemt lidt internetporno, en familiemiddag eller en skoleopgave ind. Det her er hormonel multitasking på et højere niveau. Det er dansk ungdomsliv anno 2010!

Andreas, Emil og Morten er bedste gymnasiebuddies. De hænger ud det meste af tiden og kan snakke om alt og gør det også. Gymnasiet handler om weekenden. Det er, som om ingen rigtig er, hvor de skal være eller kan finde derhen. Weekenden er enten foran eller bagude.
Gymnasietiden lakker mod enden, og en aften sker der noget, som snurrer deres venskab rundt og gør alt anderledes. To af dem ved hvorfor. Emil er den, der ikke gør.

“Jeg rækker Andreas det sidste af min frikadellesandwich, som han har nidstirret de sidste par minutter. ´Så tag den da, dit bæst.´ Der bliver stille et øjeblik, kun Andreas’ smasken høres, da han selvfølgelig har taget resten af sandwichen i én bid, og så Ida, der går forbi i et par fascinerende stramme jeans. ´Fucking nice´ mumler Andreas smaskende, og jeg er i tvivl, om han snakker om sandwichen eller Ida. Jeg peger i hendes retning og proklamerer, ´Ladies and gentlemen, we’ve got erection.´”

Historien fortælles skiftevis af de tre knægte, hvilket fungerer rigtig godt, og alle intriger, oplevelser og forviklinger serveres i et nutidigt og sprælskt sprog med et frisk glimt i øjet. Selvom det umiddelbart virker pænt overfladisk med partystemningen, er romanens store styrke faktisk beskrivelserne af personernes indre tanke- og følelsesunivers.
Man skal gribe fat i Bjarne Reuters Når snerlen Blomstrer eller Ina Bruhns To skridt og et lysår for at blive så effektivt og overbevisende inviteret indenfor i, hvad der rører sig i et venskab mellem drenge eller bare generelt inde i deres hjerner. Imellem floskler og namedropping af tøj/ølmærker er der både nærvær og en forfriskende intimitet, der gør, at man bliver overbevist om personerne og alt der, der rumsterer indeni og udenpå. Videre er et flot og tankevækkende tidsbillede af unges liv i dag, uden at det virker søgt – forfatteren har på bagsiden af bogen valgt at præsentere sig med et af de der typiske facebook-vi-har-det-hylt-til-festen billede, hvilket understøtter, at romanen er frisk og saftig fortalt af en autentisk ung med fødderne midt i spektaklet.

Mikkel Rosengaard: Videre. Gyldendal, 2010. – 294 sider

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (6 stemmer)
Loading...

Én kommentar »

  1. […] Rosengaard er en ung og dygtig forfatter. I dag fortalte han om sin debutroman Videre – det missede du, men hvis du skynder dig at købe/låne bogen nu kan du i det mindste sige at du […]