Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Michelle Paver: Ulvens bror

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Michelle PaverUdskriv anmeldelsen • 29. april, 2005

Michelle Paver: Ulvens brorBarsk og dramatisk stenalderrealisme, nænsomt krydret med elementer hentet fra fantasygenren.

Med stenalderen som ramme har Michelle Paver skabt et dragende univers befolket med klaner, barsk natur, mystik og et velskrevet forhold mellem dyr og menneske. Og forholdet mellem mennesker. “…undertiden kan det tage tre sekunder at rejse seks tusind år tilbage i tiden”, skriver forfatteren i sin efterskrift. Denne roman er billetten.
En mægtig og dæmonisk bjørn overfalder og dræber drengen Toraks far. Herefter er Torak alene, da han ikke er tilknyttet nogen klan. Snart får han følgeskab af en charmerende ulveunge og den snusfornuftige pige Renn, som er tilknyttet Ravneklanen. De tre har en mission: at nå Verdensåndens Bjerg for at aflevere Nanuak, hvis kraft kan knuse den dæmoniske bjørn, som er et skummelt produkt udviklet af de såkaldte “sjælespisere”. Det er en alvorlig mission – de tre følgesvende kommer ud for lidt af hvert, og mens de kæmper for overlevelse, knyttes de sammen og udvikler et stærkt venskab. Kammeratskabet mellem ulveungen og Torak er levende og humoristisk beskrevet. Da jeg selv er hundeejer, følte jeg mig ekstra godt underholdt, når synsvinkelen lå på ulveungen. Det fungerer nemlig rigtig godt, og jeg kunne genkende en masse hundesprog og andre karakteristika. Både de nuttede og de irriterende.

Romanen balancerer fint imellem det beskrivende og selve handlingen. Således kan man forestille sig naturens scenerier uden at falde i søvn over resultaterne af den tidlige tertiærtids jordaflejringer eller lignende – som man f.eks. plages med, hvis man læser Jean M. Auels serie “Jordens børn”. Og så fik jeg også det sagt: der er ingen sammenligning mellem disse to serier. Ulvens bror er således ikke grundig og detaljeret, og måske er samspillet mellem menneskene ret tænkt – men alt dette overskygges heldigvis af, at den er handlingsmættet og derfor meget spændende.
“Ulvens bror” er den slags roman, man som læser bare falder ind i og bliver opslugt af. Det er ren underholdning, perfekt til fantasy-fans der bevæger sig i den lettere ende af genren.

Michelle Paver: Ulvens bror. (Urtidskrøniken; 1) Illustrationer af Geoff Taylor. Oversat af Søren H. Madsen. Sesam, 2005.
Forside: John Fordham. Originaltitel: Wolf Brother

Serien Urtidskrøniken om drengen Torak og hans oplevelser for 6000 år siden er solgt til oversættelse til adskillige sprog. Bogen skal filmatiseres af Ridley Scott (Bladerunner, Gladiator) og har sin egen fanklub. Der er planlagt 6 bind i “Urtidskrøniken”. Første bind i serien er nomineret til en British Book Award – og i 2004 blev romanen kåret af avisen The Times som årets børnebog.

Besøg Urtidskrønikens officielle fanside her 

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (6 stemmer)
Loading...

2 kommentarer »

  1. Helt enig! Jeg synes at “Ulvens bror” og de andre i serien er super gode. Noget af det jeg nød mest, var den smukke beskrivelse af venskabet i mellem Torak og ulven.

  2. […] om Torak: Ulvens bror, Skovens kraft, Sjælespiserne, Udstødt, Toraks løfte og Sjælenes nat, er fulde af action, […]