Fortællingen.dk

Åndeløst spændende fortsættelse i historien om Torak.
Nye læsere til serien bør ikke gå glip af Ulvens bror

Allerede på side 8 er man fanget i nettet. Der er noget afskyvækkende og alligevel sært dragende ved beskrivelserne af et menneske angrebet af en slags pest. Gult slim kastes op, væskende materiefyldte vabler brister under de negle, der klør fortvivlet i den hud, som er angrebet. Det er klamt, men det får en til at vende sider. Både for at komme væk fra dette ulykkelige menneske, så man ikke bliver smittet, men også for at finde svar og redning fra de ord, der giver ekkoer gennem resten af bogen: ”Den kommer. Den vil tage os alle sammen!”.

Endelig og allerede fortsætter den spændende historie om Torak. I første del af Urtidskrøniken mistede Torak sin far, der blev dræbt af en unaturligt stor og dybt dæmonisk bjørn. Sammen med en ulveunge og pigen Renn drog han ud på en færd, der var farlig og bl.a. afslørede mystisk viden om de såkaldte ”sjælespisere”.

I det urtidsunivers, Torak lever i, er alt delt op i klaner. Menneskene lever med og af naturen. Torak har den særlige evne, at han kan kommunikere med ulve. I Skovens kraft har han slået sig ned hos Renns klan: Ravneklanen. Ulveungen har forladt ham, kaldet af sit instinkt og en ulveflok.

Mødet med en meget syg mand, som Torak støder på i skoven, starter en lavine af begivenheder. Snart angribes en i Ravneklanen af samme sygdom, og det står hurtigt klart, at alle er i fare. Torak drager af sted for at finde en kur. Hans mor tilhørte sælklanen, og hos dem søger han hjælp. Sælklanens troldmand er umiddelbart imødekommende, men andre i klanen er både selvgode og arrogante og mener ikke, at de bør bidrage eller har ansvar for at finde hverken kur for sygdommen eller svar på, hvor den kommer fra.

Torak er en fighter. Det ved vi, der kender ham, og mens man som læser sidder med på sidelinien og tygger i det sidste af neglerødderne, finder han svaret på baggrunden for sygdommen. Min mund er lukket med syv segl.

Ulveungen Ulv og pigen Renn er selvfølgelig også aktører i Skovens kraft. Ulv tilfører historien en ekstra dimension, der er meget ligetil og charmerende. Renn er lidt mere ansigtsløs, men har også sin funktion som den lidt snusfornuftige pige.

Jeg glæder mig til næste bind i serien om Torak. Urtidsuniverset fungerer godt, og handlingen er konstant spændende. Urtidskrøniken er en stærk fortælling. Den henvender sig til både historisk interesserede, naturinteresserede og læsere af fantasy. Men i bund og grund er den en dejlig og gedigen fortælling. En fortælling, som den kunne være blevet fortalt i hulen omkring bålet engang i urtiden.

Michelle Paver: Skovens kraft (Urtidskrøniken: 2). Oversat af Søren H. Madsen. Sesam, 2005. Forside: John Fordham. Originaltitel: Spirit Walker