Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Michael Næsted Nielsen: Børnemordet i Berlin

Emner: , , , , , , , • Se alle anmeldelser af: Michael Næsted NielsenUdskriv anmeldelsen • 16. juni, 2009

boernemordetiberlinEn mystisk sag om en drengs død.

Romanen foregår i Berlin i slutningen af april 1945. Det er i krigens sidste dage, hvor alle prøver at overleve trods sult og konstante bombeangreb. Wolf og Heini oplever, at deres bedste ven bliver skudt på gaden. Er det krigen, som er kommet tættere på, eller er der sket en forbrydelse? Drengene sætter sig for at finde ud af sagens rette sammenhæng.
Under en gennemgang af Tomas’ få efterladenskaber finder de en flot guldring. De finder ud af, at ringen faktisk er krigsbytte fra Frankrig, og at den har et ubehageligt rygte: Alle, der ejer den, kommer galt af sted; der hviler en forbandelse over den. Wolf og Heini er overbeviste om, at Tomas’ død skyldes, at han var i besiddelse af ringen – men at der er en mere jordnær forklaring på hans død. De sætter sig for at løse mysteriet.

Børnemordet i Berlin er en letlæst, men meget stemningsfuld roman med baggrund i et mørkt kapitel i Tysklands historie. Mange børn har mistet deres familie under bombeangrebene, og de lever nu i håbet om, at en far vender hjem fra fronten. Men der er ingen mad, intet vand og intet sted at bo. Børnene lever på gaderne i bander, og de vil gøre næsten hvad som helst for at overleve
Der er børn/ unge fra Hitlerjugend, som lever i konstant fare for at blive indkaldt til krigstjeneste, og her møder vi Heini på 13 år og hans ven Wolf på 14 år. Hele beskrivelsen af drengenes liv er levende og indfølende – man er slet ikke i tvivl om, hvor forfærdeligt livet er for de to drenge. Deres sans for retfærdighed er dog ikke svækket – de begiver sig modigt i gang med at løse gåden omkring deres kammerats død.

Bogen opfylder således flere formål: den er letlæst, det er en spændende krimihistorie, og den beskriver et, omend kort, afsnit af 2. Verdenskrig set med et par tyske drenges øjne.
Det er en rigtig krigshistorie for især drenge. Men også piger vil kunne have glæde af at læse den, netop fordi det også er en krimigåde.

Børnemordet i Berlin er flot illustreret med action-prægede tegninger, hvilket fint understreger historiens dramatiske handling. Bogens sidste 2 sider beskriver kort det historiske forløb og Hitlerjugend.

Forfatterens hjemmeside: www.klovi.dk

Michael Næsted Nielsen: Børnemordet i Berlin. Illustreret af Christian Guldager. Forlaget Facet 2009. 98 sider.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (5 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.