Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Michael Hammelsvang Jørgensen: Otto & Ella

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Michael Hammelsvang JørgensenUdskriv anmeldelsen • 25. juni, 2009

ottoogellaFantasifuld fortælling om, hvad der kan ske på en søndag, når man er en lille dreng, der keder sig.

Otto er en ganske almindelig lille dreng, som bor hos far og mor. Han keder sig om søndagen, fordi far altid skal arbejde, og mor skal gøre rent. Han er glad for at tegne og har en livlig fantasi. Hvilket er bedre end en død fantasi, siger Otto.
En søndag, hvor han ligger på gulvet og tegner, hører han nogen trutte. Det er ellafanten, Ella, som bor i potteplanten. Hun inviterer ham med hjem, og pludselig er Otto lillebitte og på vej på eventyr i en skov. Her møder de Katteninen, en rød skabning med kaninhoved i begge ender – den ligner en kattebus. Og senere møder de ildvæsner, som de hjælper med at synge og danse.
Men alting har en ende, og Otto og Ella vender hjem igen til mor, som får sig en overraskelse.

Otto & Ella er en underholdende billedbog for aldersgruppen, og så er det faktisk en debut for forfatteren, som også har illustreret sin bog. Den har absolut sit eget særpræg i både sprog og streg:
Jeg undrede mig for eksempel over, hvorfor teksten havde forskellig størrelse – indtil jeg læste bogen højt og fandt ud af, at det kunne være forfatterens forslag til oplæsningsteknik (højt eller lavt).
Illustrationerne er sjove, farverne vildt flotte, og perspektivet i tegningerne ændrer sig hele tiden: set ovenfra, fra siden, udefra, indefra, små detailtegninger og så videre.

Historien har inspiration fra forskellige andre fortællinger, men jeg faldt fuldstændig for Katteninen, som tydeligvis er inspireret af misbussen fra Miyazaki’s animefilm: Min nabo Totoro. En skam, at Otto er bange for Katteninen – men det er jo netop noget, man kan snakke om, når den bliver læst højt for børn. Og der er meget, man kan få en dialog om på de 32 sider. Jeg kunne godt tænke mig at se flere billedbøger fra denne forfatters hånd – han er ikke spor kedelig.

Michael Hammelsvang Jørgensen: Otto & Ella. Illustreret af forfatteren. Forlaget Radius. 2009. 32 sider.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.