Fortællingen.dk

Bastian Balthasar Bux kommer på en fantastisk rejse – bogstavelig talt inde i en bog

Bastian, 11 år, tyk og lidt af et pjok, pjækker fra skolen, hvor han bliver mobbet. Han besøger en antikvarboghandel, hvor han stjæler bogen: Den uendelige historie. Det er ikke en hvilken som helst bog: Den, der læser den bliver nemlig i mere end én forstand inddraget i det fantastiske univers, som er Fantásien; fyldt med mærkelige væsner og underlige steder.
Stedet regeres af Den Barnlige Kejserinde, som er syg, og derfor opstår der ”huller” i Fantásien – landet er ved at forsvinde. Hun kan kun reddes, hvis hun får et nyt navn givet af et menneskebarn.
Bastian bliver grebet af historien, og han følger intenst helten Atréjus’ eftersøgning af menneskebarnet. Og så sker det fantastiske: Bastian overskrider grænsen mellem fantasi og virkelighed og bliver draget ind i bogens univers. Og bedst af alt: Han bliver helten i Fantásien, der redder Den Barnlige Kejserinde og får AURYN, symbolet på ubegrænset magt.
Inskriptionen på AURYN lyder: Gør hvad du vil, og det gør Bastian fuldt ud. Han skaber et nyt Fantásien af et sandkorn, giver alt en historie og bliver undervejs så overbevist om sin egen fortræffelighed, at han vil være Kejser. Men hver gang han bruger AURYN, forsvinder erindringen om hans egen verden og dermed også hans mulighed for at vende tilbage til virkeligheden.
Atréju og lykkedragen, Fuchur, påtager sig opgaven: At få Bastian til at indse, at han skal være barn i sin egen verden.

Michael Ende formår at skrive, så hårene rejser sig på hovedet. Man kommer virkelig ind under huden på Bastian, og hele det Fantásiske univers. Man følger Bastian, mens han sidder på skolens loft og læser i bogen, og man kan føle hans optagethed. Det store vendepunkt er, da han bliver draget ind i bogens univers, og begivenhederne tager fart: Bastian ønsker, som det barn han er, uden tanke for konsekvenserne og mest fordi han kan.
Det er mere end 25 år siden, at jeg læste Den uendelige historie første gang, og den er en klassiker. Dens største kvalitet er, at den rammer ned i sindets alleryderste kroge, hvor grænserne er uendelige, og hvor magt og afmagt er én side af samme sag. Og det er noget, vi alle fascineres af, unge som gamle. Måske fordi vi alle har været der på et eller andet tidspunkt i vores liv – imellem drøm og virkelighed.
Bogen er filmatiseret, i øvrigt en flot film, som rigtig mange børn har set. Men bogen er der ikke mange børn, der kender – i dag – og det er en mangel, som andre store fantasy-romaner også lider under. Generelt får man kun en amputeret udgave af bogen, når den filmatiseres, og det gælder også for Den uendelige historie.
Romanen er en kæmpe i fantasy-genren, og man kommer ikke uden om den. Den er på størrelse med en mursten, og et af dens særlige kendetegn er forsiden, som prydes af to slanger der bider hinanden i halen – uendelighedens tegn. Et andet særkende er, at teksten er trykt i 2 farver: fantasiens farve er grøn, og virkelighedens er rød. Hvert kapitel starter med et af alfabetets bogstaver (i rækkefølge, forstås) og en illustration til kapitlet. Det er meget gennemført, og det er bogens handling også.

Michael Ende: Den uendelige historie. Illustreret af Roswitha Quadflieg. Oversat fra tysk af Erik Jensen. Sommer & Sørensen, 1981, 435 sider.