Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Michael Buckley: Eventyrdetektiverne

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Michael BuckleyUdskriv anmeldelsen • 2. juni, 2006

Michael Buckley: EventyrdetektiverneHumoristisk, spændende og forfriskende fantasy om to søstre, der hvirvles ind i eventyrenes midte.

Sabrina og Daphne Grimms forældre forsvinder pludseligt på mystisk vis. De to piger kastes fra den ene ulidelige plejefamilie til den anden, inden de ender ved en småskør lille rund ældre dame, der mener at være deres bedstemor. Pigerne har imidlertid fået at vide af deres far, at bedstemoren er for længst død og begravet. Men de har ikke andet valg at flytte ind hos den ældre dame, som bor i et mærkeligt hus i en meget lille by. Da et hus bliver smadret af et gigantisk fod, er det ret indlysende, at pigerne ikke er flyttet til en hvilken som helst by med helt almindelige beboere. Bedstemortypen kan berette en fantastisk historie om en forbandelse, der knytter familien Grimm sammen med Der-var-engangerne, som kort sagt er alskens eventyrvæsener. Byens borgmester er således Prince Charming, og vi møder også Jack (ham med bønnestagen) og en masse andre genkendelige personligheder fra eventyr, fabler og kendte skønlitterære klassikere.

Forbandelsen forpligter familien Grimm til at holde øje med Der-var-engangerne, hvilket eventyrvæsnerne selvsagt ikke trives med. Denne forbandelse har nemlig frarøvet dem deres frihed. Dette spændingspunkt er ret originalt og skaber fundament for mange mulig konflikter.
Bedstemoren bortføres og Sabrina og Daphne forsøger tappert at redde hende, mens de vikles ind i det ene sære optrin efter det andet. Der er ikke sparet på dramatikken, og som den eskalerer, afsløres en intrige, som faktisk ikke er forudsigelig.

Eventyr-detektiverne er en velskrevet og handlingsmættet start på en serie, der allerede har haft stor succes i USA. Der-var-engangerne er dynamiske eventyrvæsner, der hverken er flade, forudsigelige eller kedelige. De er både korrupte, selviske, hævngerrige og besidder andre utiltalende karaktertræk, som alle er med til at tilføre historien masser af spænding.

Historien om de to Grimm søstre er en sjældent fornøjelig læseoplevelse i den evige strøm af fantasy, der lukkes ud på bogmarkedet. Romanens humor bærer både handling og læser igennem det hæsblæsende eventyr, som er både herligt skørt og veldrejet. Dialogen er underholdende, og flere gange måtte jeg le højt eller endnu bedre tvinge, især min mand, til at høre udvalgte passager. Min yndlingskarakter i bogen er Puk, mesterskurken, alfefyrsten og vidunderligt selvhøjtidelig lurifaks fra Shakespeares En Skærsommernatsdrøm. Og alt tyder heldigvis på, at han bliver en fast karakter i serien, som man efter al sandsynlighed kan læse videre på senere på året.
Som en del af romanens særlige charme er en del flotte illustrationer, af Peter Ferguson, der underbygger handlingen på fornem vis. Hvert kapitel indledes endvidere med en sød silhuet-vignet.

Det er en ny trend indenfor fantasygenren at benytte sig af eventyrernes intertekstualitet. Film som Shrek benytter sig af samme cocktail af humor og kendte eventyrelementer. Det er (endnu) et frisk pust i en genre, der desværre er begyndt at gå lidt i tomgang.

Jeg erklærer mig fan af Søstrene Grimm og giver den mine varmeste anbefalinger.

Michael Buckley: Eventyrdetektiverne, 1. bind om Søstrene Grimm, illustreret af Peter Ferguson. Oversat af Lene Ewald Hesel. Sesam, 2006.  Forside: Peter Ferguson. Originaltitel: The Fairy Tale Detectives

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.