Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Mats Wahl: At være John-John

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Mats Wahl, redigeresUdskriv anmeldelsen • 16. oktober, 2005

Kærlighed, venskab og identitetsproblemer er væsentlige ingredienser i ”At være John-John”, som er intet mindre end en fantastisk god ungdomsroman.

John-John er 16 år og bor i Sverige. Han er mulat, hans far er sort amerikaner. Han rejste tilbage til USA, da John-John var helt lille, og han har aldrig kendt ham. Han spiller alligevel en stor rolle i John-Johns liv. Moderen bor sammen med Rolf, af John-John aldrig kaldet andet end Skiderikken. De har det ikke godt sammen, John-John har altid følt, at Rolf på en måde har taget hans mor fra ham. Derfor bor han i perioder hos mormoderen.

John-Johns bedste ven helt fra de var små er Sluggo, som er noget af et stort brød. Drengene er ofte sammen, indimellem også i småkriminel sammenhæng. En varm sommerdag stjæler de en kajak og sejler en tur. Ved en lejlighed redder John-John den 10 årige Patricia fra at drukne, Patricias forældre er velhavende og bor i en stor villa. Drengene bliver inviteret med op i villaen. Her møder de også storesøsteren Elisabeth, som John-John bliver meget betaget af. Inden de går bliver både John-John og Sluggo belønnet i form af penge. Sluggo har også afluret koden til villaens tyverialarm med henblik på senere at vende tilbage og forsyne sig i det velhavende hjem.

Da John-John efter sommerferien starter i skolen igen, viser det sig, at Elisabeth skal gå i samme klasse. John-John opsøger hende hjemme en aften, og det viser sig at tiltrækningen er gensidig, og de to bliver kærester.
På hjemmefronten opdager John-John, at Rolf har et forhold til storesøsteren Lena, og han tvinger ham – trods moderens protester – til at rejse.
Rolf hævner sig på et senere tidspunkt. John-John bliver gennembanket, og for at slippe giver han Rolf og hans kammerat fortrolige oplysninger om Elisabeths families villa. En handling, der på længere sigt får katastrofale følger for hans forhold til Elisabeth, Sluggo og John-John bliver uvenner, og Sluggo får nye venner i den nynazistiske ungdomsbande ”Varulvene”. Han fortryder til sidst og opsøger John-John, men man melder sig ikke bare ud af sådan en gruppe. Begge drenge forfølges af Varulvene i et dramatisk spil om liv og død, der efterlader dem i en tilstand af chok.

”At være John-John” er en utroligt vedkommende og velskrevet fortælling om en ung fyr, der har lidt svært ved at få styr på sit liv. Han leger lidt med ilden i form af småkriminalitet, men i det store hele er han en almindelig ung teenager på godt og ondt. Der er mange temaer i bogen: venskab, fremmedhad, vold, savn, familiens betydning, erotik og ikke mindst kærlighed. På det sidste område ved John-John virkelig hvad han vil, da han møder Elisabeth, og han kæmper for at det skal lykkes.

Mats Wahl er en eminent forfatter; han skriver godt og får det hele til at hænge sammen de mange temaer til trods. Det lykkedes ham også at give et nuanceret billede af John-John og hans omgivelser. Handlingen står aldrig stille og hvirvler sin læser med gennem fortællingen. Der er to fortsættelser til romanen: Tyv er ikke det værste og Jeg drukner en mandag, som er lige så anbefalelsesværdige som ”At være John-John”.

Mats Wahl: At være John-John (At være John-John: 1). Oversat af Susanne Vebel. Carlsen, 1993. Forside: ?. Originaltitel: Vinterviken 

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (1 stemmer)
Loading...

Én kommentar »

  1. Jeg læste bogen til en skoleopgave, og blev virkelig imponeret over den. I starten syntes jeg, at den var utrolig langtrukken, men senere fangede den min interesse. Den kan godt anbefales, hvis man godt kan lide Mats Wahls bøger.