Fortællingen.dk

Populær mangaserie for alle raske drenge og piger!

Med den danske udgivelse af Naruto har vi på alle måder fået et hot fænomen til vores kolde breddegrader. Allerede i sit første udgivelsesår blev den engelsksprogede version en af de mest læste mangaserier – vel at mærke kun via mund til mund-metoden. Udgiveren brugte ikke en dollar på at promovere serien!

Når man læser historien om ninja-aspiranten Naruto Uzumaki forstår man hvorfor denne form for lancering har givet pote. Historien er elementært spændende, men det er personskildringen der er seriens fortællingsmæssigt helt store aktiv: I hænderne på de fleste andre manga-ka kunne de skabelonagtige figurer hurtigt være tabt på gulvet, men Narutos skaber Masashi Kishimoto viser snart sin tæft for at give hoved- såvel som bipersoner et indre liv og en psykologisk dybde, der giver baghjul til størstedelen af – nej, /alle/ de shonen manga vi kender!

Hovedpersonen Naruto (en knejt på 12) er en skryder uden overvældende praktiske evner, men han besidder /viljen/ til, mod alle odds, at blive den største ninja i verden, samtidigt med at der under hans store ord og armbevægelser lurer en empati med den ensomme og den lille, samt en usikkerhed der kunne forveksles med selverkendelse.
Sammen med Sasuke, der er eneste efterkommer af en lang ninja-slægt, og pigen Sakura er han lærling under ninja-mesteren Kakashi, i et barokt institutionaliseret system, hvor det gamle Japans guerillakaste er blevet genstand for en højt formaliseret uddannelse, der med sine hakkeordener og oprykkende eksaminer sjovt nok minder om de mellemskoler, kernelæserne selv går i …

Når Narutos Japan er så vel beskyttet af eliteninjaer er det også underforstået at store farer truer udefra. Således har ninjaerne tolv år tidligere forsøgt at bekæmpe en dæmonræv, der truede med at udslette byen Konoha (det vrimler med dæmonræve i japansk mytologi, men denne var en nihalet af slagsen!), en så overvældende modstander at deres eneste udvej var at fange dæmonen i et nyfødt barns krop. Narutos krop. Dæmonen i hans indre er hans /dark force/ der til stadighed skal holdes i skak, men frister med enorme kræfter i en trængt situation.

For yderligere at forstå seriens popularitet skal man huske at mange manga-ka har et stærkt stiliseret, og dermed begrænset udtryk, der indsnævrer fortællingens udfoldelsesmuligheder og undertiden fører tegneren ud i effektjageri. Derfor er det bekræftende at se en så utroligt veltegnet manga som Naruto – figurerne i Naruto poserer ikke som i visse andre manga; de står og bevæger sig naturligt og udtryksfuldt, de har vægt og fylde, og de individuelle figurer er varieret designet og tegnet.

Masashi Kishimoto kan tydeligvis tegne, helt basalt! Han er ikke bundet af en “stil” og har ikke behov for at dække over manglende evner, men har et så uovertruffent øje for tingenes udseende at de selv i den let karikerede streg, Naruto er tegnet i, er øjeblikkeligt aflæselige. Det skyldes også den bedrageriske klarhed der er over hver eneste side, hver enkelt streg. Kishimoto praler ikke med sin virtuositet.
Samtidigt er det jo shonen manga, så her er deformationer og fartstreger i den store stil, såvel som forviklinger, slapstick og trekantsdramaer så hatten passer, vel at mærke uden at give køb på fortællingen og billedsidens integritet og helstøbthed – i hvert fald hvad angår de første seks bind.

Kishimoto lægger ikke skjul på at hans helt store teenage-idol var Akira “Dragon Ball” Toriyama, og alle Naruto-seriens kvaliteter til trods viser den tegn på at kunne falde i samme skure som i sin tid Dragon Ball.

Alle større manga gøres til genstand for læserundersøgelser for bedre at kunne ramme publikums smag i kommende afsnit – et velkendt fænomen, bl.a. fra det hjemlige politiske miljø. Da meningsmålingerne over de første Dragon Ball-bøger nåede redaktionslokalerne, blev en lovende pruttehumoristisk pastiche over Abekongen strømlinet til at være en endeløs række af stadigt eskalerende konflikter, formaliseret som “turneringer”. Historie og karakterudvikling gik fløjten til fordel for én lang og forudsigelig, tegnet boksekamp, i en formel man ikke turde bryde af frygt for at tabe læsernes gunst. Med Toriyamas serie in mente er det derfor med en vis forbeholdenhed man læser Naruto bind 5-8, der skildrer én lang ninja-stopprøve/-overlevelsestur. Nok er det nervepirrende om vores venner når næste trin på rangstigen, og vel introduceres flere figurer der nok skal komme til at gøre livet surt for Kakashis elever, men flytningen af fokus fra det personlige, intime plan til det stærkt konkurrenceprægede klæder serien mindre godt.

Under alle omstændigheder har den japanske originalversion passeret sit 30. bind og viser ikke tegn på at stoppe endnu, men selv Akira Toriyama tegnede jo knap 40 bind i tomgang før han kastede håndklædet i ringen.
Forhåbentlig får Naruto & co. efter endt eksamen atter mulighed for at drage ud i verden og møde den sammen, for det er adskilligt mere interessant at læse om folk der gør sig erfaringer i livet, end at se de samme mennesker (og dæmonræve) vise deres kunnen frem til en opvisning.

Masashi Kishimoto: Naruto, bind 1-8. Carlsen, 2006. Forsider: Masashi Kishimoto