Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Mary Jane Auch: Min irske rose

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Mary Jane AuchUdskriv anmeldelsen • 1. maj, 2005

Mary Jane Auch: Min irske roseLet, velfortalt romantisk udvandrer-nostalgi med en spændende historie der også rummer barske elementer.

Håbet er lysegrønt – det siger man også, at Irland er. Eller, i 1911 var der elendige og barske tider på den lysegrønne ø. Arbejdsløsheden var høj, og folk sultede. Strengt taget var det måske ikke meget anderledes i Amerika. Men alligevel tager familien Nolan af sted med håbet og muligheden for at forbedre tilværelsen på den anden side af Atlanten. Rejsen dertil er lang og opslidende, og da de ankommer til New York, bliver familien tvunget til at tage afsked med hinanden. Det yngste barn nægtes nemlig adgang til Amerika pga. sygdom, og faren må rejse tilbage til Irland med barnet. Moren og tre døtre bliver tilbage og indlogeres hos farens bror, som det er gået godt i det nye land. Imidlertid går det dårligt med kommunikationen hos onkelen og dennes nye (protestantiske) kone. Til sidst opgiver moren Amerika og vender hjem til den lysegrønne ø med den yngste af døtrene. De to ældste kæmper videre for at skabe sig en tilværelse i “The land of the Free and the Brave”. 16-årige Rose, den ældste af døtrene, har en ukuelig jernvilje – og er virkelig, som hun selv forestiller sig, “lige det Amerika har brug for”.

Vejen mod den gode amerikanske tilværelse er mineret med diverse besværligheder, glæder, sorger og en enkelt forfærdelig katastrofe. Rose styrer bevidst mod den drøm, som er målet, og igennem sanselige, spændende og troværdige beskrivelser af miljø og kultur følger man som læser med på sidelinien og kan både smage, lugte og fornemme det Amerika, som blev fundamentet for det USA, vi alle kender i dag.”Min irske rose” er en romantiserende men samtidig alvorlig og barsk roman om udvandrer-tilværelsen. Historien om irske Rose virker autentisk, og enkelte af begivenhederne er det faktisk også. Bogens styrke er det historiske stof, den er baseret på. Det er spændende at læse om de betingelser og udfordringer, udvandrerne først i det 20. århundrede stod over for, og det er tankevækkende at betragte begivenheder og konsekvenser i forbindelse med industrialiseringen her små hundrede år efter.

På overfladen syntes det, at romanens ærinde er at udtrykke et stykke udvandrer-nostalgi, men romanen overrasker og udmærker sig ved at tage en drejning i handlingen, som er voldsom og stærkt beskrevet.

Mary Jane Auch: Min irske rose. Oversat af Hanne Lützen. Gyldendal, 2004
Forside? Originaltitel: Ashes of roses

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (2 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.