Martine Murray: Den så godt som sande historie om Ceder B. Hartley : (der gerne ville leve et usædvanligt liv)
Emner: fra 9 år, Humor/satire, især for piger, kærlighed, venskab • Se alle anmeldelser af: Martine Murray, redigeres • • 11. juni, 2005Den næsten 13-årige Ceder fortæller om sin familie, sine tanker og sine oplevelser sammen med sin akrobatiske ven Stork
Romanen handler om den næsten 13-årige Ceder B Hartley. Hun er ikke en helt almindelig pige, og i bogen beskriver hun sig selv sådan: Ceder B Hartley. Født på årets sidste dag. Bi- og fugleelsker. Forudbestemt til at blive berygtet. Dårlig til matematik, men god til andre ting som for eksempel at springe og finde på lege.
Ceder B Hartley bor i en lille by i Australien sammen med sin familie. Familien består af Ceders mor som er hippie og vegetar og broderen Barnaby, som er en fri sjæl og rejser rundt i Australien. Han sender postkort med kryptiske beskeder, så Ceder og mor ved, at han har det godt.
Da Ceders højtelskede hund Stinky stikker af, efterlyser Ceder ham på plakater over hele byen. Drengen Stork svarer på annoncen, og da de mødes, bliver de hurtigt gode venner. Stork bor sammen med sin far, som er tidligere cirkusartist, og Stork lærer Ceder forskellige artistiske øvelser.
Da Ceders nabo Ricci mangler penge til en dyrlægeregning, beslutter Ceder at hjælpe hende ved at lave en cirkusforestilling sammen med Stork, veninden Caramella og Storks hjerneskadede ven Oscar.
Den så godt som sande historie om Ceder B. Hartley hører til blandt mine favorit bøger.
Det er en mærkelig historie, og jeg mindes ikke at have læst noget lignende, så jeg kan ikke andet end give den min varmeste anbefaling. Historien er fyldt med varme og dens specielle og enestående persongalleri er helt fantastisk. I midten står Ceder, som har sine særheder, men som er en herlig pige. Hun er venlig, nysgerrig og charmerende, og man kan simpelthen ikke lade være med at synes om hende.
Bogen er illustreret med tegninger af de øvelser Stork og Ceder øver, og de sætter prikken over i’et og gør læseoplevelsen helt perfekt.
Martine Murray: Den så godt som sande historie om Ceder B. Hartley : (der gerne ville leve et usædvanligt liv) Oversat af Susanne Vebel. Gyldendal, 2004
Dansk forside: Kirsten Raagaard. Originaltitel: The slightly true story of Cedar B. Hartley (Who Planned to Live an Unusual Life).