Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Martin Pedersen: Adams fest

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Martin PedersenUdskriv anmeldelsen • 19. oktober, 2004

Martin Pedersen: Adams festVelskreven og rørende fortælling om en navnløs krig og dens konsekvenser for en ung mand, der har mistet sit navn og identitet. Men ikke sin menneskelighed.

Efter en krig et sted, der sikkert er Europa, befinder en ung mand sig blandt murbrokker i ruinerne af noget, der engang var en by. Han kan ikke huske, hvem han er, eller hvad der er sket. Sproget har han næsten også glemt, men genfinder det langsomt, først i ensomhed siden i interaktionen med det første menneske, han møder. Hun hedder Sandra og giver ham navnet Adam. Sandra fortæller ham, at landet, de bor i, har været i krig med hele verden. De tabte, og nu er Sejrherrerne her. Sandra har valgt at sikre sin overlevelse ved at omgås sejrherrerne.

Adam slår sig ned i en kælder, som bliver udgangspunktet for hans eksistens og overlevelse. Den nye verden er præget af vold, sortbørshandel, nød og sult. Adams erindringer fra før er begrænsede og er nærmest spinkle erindringsglimt bestående af billeder eller lugte. Sammen med pigen Bjanka og drengen Jussi finder han en kerne af fællesskab og sammenhold. De tre samarbejder om at finde mad og finde en måde at leve livet med de betingelser, der er givet pga. krigen. Det er hårdt og ikke retfærdigt. Men menneskeligt.

Adams fest er en uhyre velskrevet, varm, smuk og utrolig rørende roman om mennesker, krig og følgerne deraf. Romanen handler i høj grad om valg. Andres og ens egne. Den graver ind til noget eksistentielt i menneskets identitet. Den handler om det gode og det onde – og alt det lige midt imellem. Det er store temaer at gribe fat i – men Martin Pedersen beskriver det elegant og viser sit store format som fortæller.

Da det ikke fremgår, hvor, hvordan og hvorfor Krigen har været, tvinges man som læser til at tage stilling til selve krigens handling og konsekvenser, i stedet for politiske aspekter og sider at holde med. Det essentielle er konsekvenserne af krig. Adams fest rammer således lige i hjertekulen og puffer til store tanker som f.eks. om hvorvidt et menneske er sine handlinger? Adam får hukommelsen igen, og denne roman lagrer sig i læserens bevidsthed.

Martin Pedersen: Adams fest. Høst & søn, 2000
Forside: Marlene Sherar, Imperiet

Martin Petersen modtog i 1999 Kulturministeriets Børnebogspris for den spændende historiske roman Med ilden i ryggen 
 

Læs mere om Martin Pedersen og hans romaner her

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (27 stemmer)
Loading...

2 kommentarer »

  1. Gider du skrive herinde, hvad kapitel 17 omhandler..?

  2. Jeg syntes borgen er rigtig god og spænde

    Ps. I har skriver Matin Pedersen
    Men han heder Martin Petersen 😉