Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Martin Keller: Mikas dinosaur – Mika i urskoven 4

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Martin KellerUdskriv anmeldelsen • 13. oktober, 2008

Mika gør det helt store fund – en hel dinosaur i samlesæt.

En sen nat hører Mika fremmede stemmer i skoven. Han ser to mænd, som forsvinder i retning af Bisondalen. Næste morgen er Mika opsat på at finde ud af, hvilket ærinde de to har i Urskoven, så han pakker sin rygsæk og drager af sted. Han følger mændenes spor, finder dem, og de viser sig at være franske videnskabsmænd på udgravning efter dinosaurer.
Ved et tilfælde finder Mika en klippehule, og det viser sig, at hulen gemmer på en bunke knogler fra en Tyrannosaurus rex og et helt skelet af en Braciosaurus. Videnskabsmændene er ellevilde og lover Mika en guldmedalje og en tur til Paris til åbningen af et Dinosaurmuseum.
Mon videnskabsmændene holder, hvad de lover, og Mika kommer ud på den lange togrejse til Paris? Så langt hjemmefra har han dog aldrig været før…

Mikas dinosaur tager læseren 65 mio. år tilbage i tiden. Denne gang handler det ikke så meget om Mikas ture i urskoven, som hvad urskoven gemte. Men Mikas eventyrlyst er uforandret , og hans nysgerrighed er igen årsag til, at der sker spændende ting omkring hans lille, 8-årige person.
Tænk sig at være en lille dreng, som står i en drypstenshule fuld af knogler fra nogle af de mægtigste dyr, der har levet på jorden! Man kan sagtens følge fascinationen og spændingen. Det står så for Martin Kellers egen regning, at fundet af Tyrannosaurus rex i Europa ikke er videnskabeligt korrekt – det må være skønt at være forfatter!
Det er værd at bemærke, at persongalleriet er udvidet, og at disse andre personer får mere plads i historien. De er stadig bipersoner, men jeg var ved at være bekymret over, at Mika altid var så alene om sine oplevelser. Håber, at stilen fortsættes i efterfølgeren.

Bogen afsluttes med et fakta afsnit om dinosaurernes verden og om dinosaurer i Danmark. Igen er det Tommy Dybbro, der står for den naturfaglige del.

Martin Keller: Mikas dinosaur (Mika i urskoven ; 4). Gyldendal, 2008. Illustreret af Erling B. Jeppesen.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.