Fortællingen.dk

Marjane Satrapis selvbiografiske beretning fra Iran er skrap kost – men vanvittig medrivende og eminent fortalt i både billeder og tekst

”Min iranske barndom” er første bind af to i Marjane Satrapi selvbiografiske tegneserie ”Persepolis”. Og det er en af den type fortællinger, der er svære at slippe, både fysisk og psykisk, idet den rumsterer i læserens erindring i lang tid, efter bogen er lagt væk.

Satrapi vokser op i Iran under indflydelse af den islamiske revolution i 1979. ”Min iranske barndom” følger hendes liv fra 1980, hvor det bliver obligatorisk at bære tørklæde i skolen, til 1984, hvor hendes forældre sørger for at få hende ud af landet. Tiden mellem de to årstal bliver fortalt i en række små historier, punktnedslag i familien og landets historie. Umiddelbart bringer det mig mindelser om Carlos Gimenez’ lige så hjerteskærende og politisk engagerede ”Børnehjemmet”, ”Vores kvarter” og ”De professionelle”. Til fælles har de ikke blot, at de er yderst velfortalte, men at de kan være forfærdeligt barske.

Carlsen bruger ”Min iranske barndom” som første udgivelse i en ny serie af grafiske romaner rettet specielt mod voksne, men Satrapi formår at formidle historien i så mange lag, at læserens alder burde være ligegyldig. De unge læsere vil nok finde fascination i fortællingen om det rebelske, drømmende barn, der må se verden gå mere og mere i stykker omkring sig, mens ældre læsere vil koncentrere sig om udviklingshistorien og den mangefacetterede beskrivelse af et lands nedtur til fundamentalisme.

Satrapis styrke er – udover at fortælle så mange historier på samme tid – at hun kombinerer de gode historier med en stærk, visuel fortællestil. Hendes tegninger er måske umiddelbart simple, men de underbygger teksten på fornem vis og tilsætter et væld af detaljer, som havde været akavet at tilsætte, hvis ”Min iranske barndom” kun havde eksisteret som skreven fortælling. Som det er nu, går tekst og tegninger op i en højere enhed, en medrivende blanding af humor og tragedie. Ud over at være et værk, der overskrider aldersgrænser burde det også være en øjenåbner for folk, som mener, at tekst og tegninger hænger dårligt sammen i litteraturen. ”Min iranske barndom” er helt klart større end summen af sine dele. Der er ikke noget sige til, at bogen er oversat til 25 sprog og solgt til filmatisering. Angiveligt skulle den også være den første, iranske tegneserie – ikke overraskende er den også blevet forbudt i landet.

Det er svært at anbefale ”Min iranske barndom” nok, både til unge og voksne. Udover at være velfortalt rummer den også viden om en periode og et land, som de fleste nok kunne bruge en nuanceret beskrivelse af.

 Marjane Satrapi: Persepolis – min iranske barndom (Persepolis: 1). Oversat af Julie Paludan-Müller. Carlsen, 2005. Forside: Marjane Satrapi