Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Marianne Wiizan: Maries løfte

Emner: , , , , , , • Se alle anmeldelser af: Marianne WiizanUdskriv anmeldelsen • 27. marts, 2005

Marianne Wiizan: Maries løfteLysets århundrede er godt i gang. Året er 1793, og høj som lav, ung som gammel, er nu i teorien lige, er konklusionen efter den blodige franske revolution i 1789.

Marie er 11 år og bor i en lille fransk landsby. Hun er datter af smeden, som hun har et nært og varmt forhold til. Maries mor, derimod, plages af et sygt sind, som betyder, at hun græder og martres af forfærdelige tanker. Moren passes på et kloster, som faren betaler for.
Da faren omkommer ved et uheld, står Marie alene tilbage, uden et hjem og forældre – men med et løfte om aldrig at lade moren ende i dårekisten – et frygteligt sted, hvor der finder umenneskelige pinsler sted.
En dag, da Marie flygter fra de drenge, som hun provokerende ligger fælder for, falder hun over en gemt skat. Skatten vil hun dele sammen med pigen Cat med det røde hår, som rejser sammen med de ildesete mørklødede sigøjnere. Skatten er med til at skabe yderligere spænding i Maries dagligdag, som strengt taget slet ikke er uspændende og involverer både dyremishandling, en brændende mølle og en ondskabsfuld mand ved det gustne navn Matéo Langhånd.Marie beskrives som lidt af en gæv drengepige, der ikke er bange for at lægge sig ud med de dominerende drenge. Men på den anden side rummer hun også et drømmende pigesind med sans for det dramatiske, hvilket krydrer Maries dagligdag og læserens oplevelse af samme.

“Maries Løfte” er en god og fængende historisk roman med mange lag. Romanen er en underholdende udlægning af denne kække pige, som lukker lærerens gale vædder ud af sin indhegning og spænder fåretarme ud mellem træerne som fælder for skolens drenge. Derudover rummer den en spændende, tankevækkende og langt mere alvorlig del, der drejer sig om sorg, barmhjertighed og (in)tolerance, alt sammen med udgangspunktet i tiden efter den franske revolution og dens menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser. Jeg synes, at romanen er stærkest i sin historiske og alvorlige del, men som et hele er “Maries løfte” velskrevet og en god læseoplevelse

Marianne Wiizan: Maries løfte. Carlsen, 2003
Forside: Kirsten Raagaard

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (2 stemmer)
Loading...

Én kommentar »

  1. hej!

    mit navn er kathrine, og jeg har lige læst bogen Maries løfte. jeg syntes at den er kanon god, jeg kunne slet ikke løsrive mig fra den:)

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)