Fortællingen.dk

Historisk roman om pigen Marie, der oplever og overlever i en farverig verden af venner og fjender.

Uafhængig forsættelse af Maries Løfte

Lysets Århundrede, maj 1794
Marie forlader plejefamilien og landsbyen for at drage til Paris for at blive genforenet med og hjælpe sin psykisk skrøbelige mor. Men ikke alt forløber, som Marie kunne have ønsket. Familien, som hun skulle have boet ved, er endt i et af Paris’ mange fængsler, og Marie må klare sig selv. Heldigvis møder hun glædespigen Thérèse, som hun flytter ind hos. Hun møder også kostedrengen Camille, gøgleren Hyancinthe og bliver genforenet med en gammel og god ven.
Frankrigs hovedstad er i høj grad stadig præget af det kaos, der har rejst sig efter revolutionen i 1789. Det er også blevet hverdag igen, men menneskelig afstumpethed, misundelse, løgn, svig og uretfærdighed er de negative størrelser, som Marie og hendes venner må forholde sig til og tage sig i agt for. Det kan derfor være svært at skelne ven fra fjende. Folk stikker hinanden og holder Madame Guillotine i arbejde.Marie er nysgerrig og stædig af natur, og det er måske medvirkende til, at hun rodes ud i flere dramatiske begivenheder. Heldigvis akkompagneres Marie flere gange af farens spøgelse, som bliver en metafor for Maries indre styrke. Så selv om situationen enkelte gange synes farlig, uoverkommelig eller ligefrem håbløs, er der altid en livline. Midt i dramaerne er der også plads til et lille, rørende mirakel, som giver håb for flere og andre af samme slags.

Marianne Wiizan har endnu engang skruet en spændende og troværdig roman sammen om pigen Marie. Romanens historiske del tilfører historien en masse nuancer, som både er sanselige og er med til at skabe levende indre billeder. Man kan både lugte og se Paris’ støvede gader, høre lydene og mærke byens sitrende nerve, som forstærkes af beskrivelserne af et rigt og nuanceret persongalleri. Intet er helt sort/hvidt, selvom en af levereglerne i det parisiske samfund synes at være det.
Jeg synes, at historien om Marie i Paris letter bedre end det første bind i serien om Marie. Den historiske ramme fylder mere og føles mere levende. Måske er det, fordi der er mere spræl, saft og kraft i Paris end en landsby?
Der er også en masse spræl i forsideillustrationen, som jeg så til gengæld slet ikke bryder mig om, og som bekræfter mig i troen på, at man kan gå glip af meget ved at dømme en bog på dens forside. Det er hermed givet videre, ligesom min varme anbefaling om at følge Marie til Paris.

Marianne Wiizan: Marie i Paris. Carlsen, 2005
Forside: Kirsten Raagaard