Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Maria Helleberg: Moses Butterbrots verdensteater

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Maria HellebergUdskriv anmeldelsen • 2. maj, 2006

Maria Helleberg: Moses Butterbrots verdensteaterJødiske Moses har klaret flugten gennem Polen og er nu nået til Danmark. Men er han i sikkerhed her?

Vi har fulgt Moses’ flugt fra Polen til Danmark i de første bøger, og nu følger vi ham til Sverige. Han har drømt om det sikre og frie Sverige, hvor hans søster skulle være. Men drømmen er langt fra den barske virkelighed han udsættes for.
Eftersom Moses er alene, interneres han på et børnehjem, som styres med hård hånd, og det er ironisk nok i det sikre Sverige, at han er tættes på at miste livet og håbet.
Heldigvis møder han en ven, som han aldrig troede, han skulle gense, men hvad med hans søster og resten af familien???

Denne gribende tredje bog om Moses er ganske frygtelig (på den gode måde). Jeg rystes over behandlingen af Moses og håber, der går mennesker rundt med en rigtig dårlig smag i munden efter krigen. Manglen på medfølelse er chokerende, og pludselig ser man nogle af de mekanismer, som fører til folkemord. Ligegyldighed overfor menneskelige følelser gør folk kolde og hårde, og det kan aldrig gå godt.

Som i de første bøger rammer Helleberg en tone, som gør tiden og stemningen utroligt levende. Faktisk af og til for levende, man sidder tilbage med en klump i maven og ønsker, man kunne gøre noget for Moses. Her ser man et ukueligt menneske, som nægter at give op, men omkostningerne er tårnhøje. Moses vil ikke længere lade sig selv holde af nogen, for han mister altid. Det er næsten det mest hjerteskærende. For hvordan vil fremtiden blive for en, som ikke kan eller tør elske???

Hellebergs bog er også en sørgelige reminder til den måde, den rige verden i dag behandler flygtninge. Hvad kommer de os ved? De er jo bare nogle nassere, som vil ødelægge vores land. Vi glemmer ganske, at det har sin pris at forlade sit land, sin kultur og af og til sin familie. Hvor svært det må være at komme til en verden fuld af mennesker, der aldrig har prøvet at blive forfulgt, som aldrig har måttet ofre alt og derfor ikke helt forstår.

Jeg slugte bogen med topfart på trods af en bankende migræne og truende kvalme. Jeg måtte bare vide, hvordan det gik Moses, og som i de første bøger ligger Helleberg ikke fingere imellem. Her er ingen trøstende ord, for sådan var og er vores virkelighed ikke.
Jeg bliver gang på gang både opløftet og ganske nedtrykt af at læse om Moses. Opløftet, fordi han gang på gang møder folk som uden tanke for deres egen sikkerhed vover alt for ham, og nedtrykt, fordi det er så forstemmende, at han så ofte oplever det modsatte.

Jeg beundrer, hvordan Helleberg får skabt så stærk og gennemtrængende en fortælling med så relativt simpelt et sprog. Kapitler og afsnit er forholdsvis korte og fortællingen glider smukt af sted. Det går bøgerne særdeles læsbare, også for den lidt usikre læser.

Moses Butterbrot fortjener at blive trukket helt frem i lyset. Det er forfriskende at finde så fantastisk en børnebog, der ikke er med i den fantasybølge, som lige nu hærger både landet og børnelitteraturen (Ikke at jeg har noget imod fantasy, tværtimod, men det er rart at finde andet på hylderne).
Hellebarg har skrevet flere børnebøger, og med Moses Butterbrot har hun efter min mening vist, at hun er en forfatter af stor format, som beviser tesen om, at børnelitteratur sagtens kan være både vedkommende og rammende

Maria Helleberg: Moses Butterbrots verdensteater (Moses Butterbrot: 3). Modtryk, 2006. Forside: Maciek Trzebuchowski

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.