Fortællingen.dk

En dreng uden fortid og en troldmand uden fremtid jager en mystisk bog, mens kræfter fra det hinsides rykker nærmere og nærmere.

På det seneste er der på dansk begyndt at udkomme mere fantasy, hvor horrorelementer spiller en større rolle. Her er der endnu en titel, hvor forfatteren dog snarere lader til at være mere inspireret af gamle, melodramatiske gyserfilm som Phantom of the Opera og den mere gotiske ende af horrorgenren. Det er en interessant blanding, der giver nogle gode resultater.

Vi følger den unavngivne Dreng. Han er medhjælper for tryllekunstneren Baldrian – om end medhjælper her snarere betyder slave, og Baldrian snart viser sig at være mere end blot en taskenspiller. De to er bundet sammen af skæbnen – Drengen husker intet fra sin fortid, før han mødte Baldrian, og Baldrian er ved at blive smertefuldt bevidst om, at hans fremtid bliver mørkere og mørkere. For længe siden indgik han en aftale med mørke kræfter, og den tid nærmer sig, hvor gælden skal indfries.

Tiden er dødedagene, den sære periode mellem jul og nytår. Når dødedagene er overstået, rinder tiden også ud for Baldrian – men han er ikke en, der stiller op for bollemælk, og sammen med Drengen begiver han sig ud i en desperat jagt på en løsning.

”Dødedagene” er en ganske spændende roman, der dog hovedsageligt fungerer i kraft af den stemning, forfatteren opbygger. Byen, hvori det meste af handlingen foregår, befinder sig i spændingsfeltet mellem magi og videnskab. Magien er næsten blevet erstattet af overtro, og videnskaben er i sin vorden med eksperimenter inden for elektricitet og andet. Det er med til at skabe en gotisk baggrund, der er den perfekte skueplads for handlingen.

Det er således hovedsagelig fantasy-fans, som bør læse ”Dødedagene” – horrorelementerne er med til at give historien et betragteligt løft, men der er på ingen måde tale om en gyser. Samtidig skal man dog indstille sig på, at det ikke er fantasy med drager, hobbitter og andet, men mere langsom spændingsopbygning.

Hvor dette element er ganske vellykket, er der dog nogle svagheder i selve strukturen – forfatteren har ikke et helt fast greb om sin personer, især Baldrian, der skrifter mellem at være den onde stedfar og nærmere en hyggeonkel, alt efter hvad handlingen kræver. På samme måde starter historien med at være fortalt ene og alene fra Drengens synspunkt, men begynder så at flagre mellem Drengen, Baldrian og pigen Pil, hvilket virker lidt inkonsekvent. Det er dog nok hovedsageligt den voksne læser, der bider mærke i disse detaljer.

Forsiden af Hans Høygaard fanger ganske godt blandingen af magi og rationalitet og stemningen af ”en mørk og stormfuld aften” – desværre virker det, som om den består af to forskellige tegninger, der er blevet sat sammen helt forkert.

Marcus Sedgwick: Dødedagene. Oversat af Erik Egholm. Gyldendal, 2006. Forside: Hans Høygaard. Originaltitel: The Book of Dead Days