Maiya Williams: Den gyldne time
Emner: fantasy, fra 9 år, god til højtlæsning, science fiction • Se alle anmeldelser af: Maiya Williams • • 20. maj, 2007Hvad sker der, når porten mellem århundrederne åbner sig?
Rowan og Ninas mor er død ved en tragisk ulykke, og mens faren går lidt i hundene af sorg, sendes de til Maine for at holde sommerferie hos to mærkelige tanter.
Tanterne bor i en lille by, hvis største aktiv tilsyneladende er et konkyliemuseum. Tilsyneladende…
Inden sommeren når at blive lang og kedelig, teamer Rowan og Nina op med to lokale børn, og sammen med dem lokkes de til et mystisk hotel, der dækker over noget så imponerende som en tidselevator. Denne har i over hundrede år bragt tusmørketurister (som det hedder, når man er tidsrejsende) rundt i verdenshistorien. Når solen går ned, i den gyldne time, ophæves fysikkens love, og en fjerde dimension åbner sig. Heldigvis kaster ungerne sig straks ud i tusmørketurismen, men ikke overraskende falder planlægningen uheldigt ud, og Nina forsvinder. Et sted i verdenshistorien.
Rowan beslutter sig for at søge efter sin lillesøster i Frankrig omkring den franske revolution i 1789. Det viser sig at være et interessant valg, der skaffer ungerne både gode venner og udspekulerede fjender. Intrigerne sniger sig ind på Rowan, som snart får nok at se til. Alt imens hovederne ruller… helt bogstaveligt
Den gyldne time er både humoristisk og dramatisk. Men aldrig rigtig farlig. Tusmørketurismen er spændende og fantasifuld og sætter hurtigt tankerne på flugt sammen med historiens hovedpersoner. Det er ret urealistisk, når vores unge helte tilfældigt møder Marie Antoinette og hurtigt bliver nære venner med hende. Men strengt taget ikke mere urealistisk end tidsrejser.
Personligt kunne jeg godt have ønsket mig noget mere kant af historien. Inden ungerne tager af sted på deres første tur (for lur mig, der kommer flere), får de læst og påskrevet strenge regler for tidsrejsen. Jeg er skuffet over, at de ikke bryder nogle af dem. Jeg synes, at de skulle ændre historiens gang eller som et minimum sætte sig nogle spor i den. Det er jo ikke De 5 det her.
Men hvorom alting er, er Den gyldne time en underholdende historie, der både rummer et spændende eventyr og en mere jordnær historie om tab og sorg. Balancen mellem de to komponenter er vellykket, og endnu en historie om Rowan, Nina, tanter og deres venner bydes bestemt velkommen.
Mayia Williams: Den gyldne time. Carlsen, 2007. Oversat af Charlotte Grubb fra The Golden Hour. Forside: Interrrobang Design Studio.