Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

M.P. Robertson: Min store, tapre far!

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: M. P. RobertsonUdskriv anmeldelsen • 19. november, 2009

minstoretaprefarBilledbog om håndgribelig frygt

Som barn må jeg have hørt sangen”Vi voksne kan også være bange” et utal af gange og må jo så have lært at leve med, at der tydeligvis var noget at være bange for (når nu de voksne også var det). M. P. Robertsons billedbog Min store, tapre far! bevæger sig ind på den samme sti, men dropper lynhurtigt det eksistentielle og farer langt ud i skoven.

Robertson tager det nemlig ikke så alvorligt, men går til opgaven med stor fantasi, humor og en streg, der nærmest springer op fra siden.

Opbygningen af bogen er enkel. Først præsenteres en af de ting, som børn kan være bange for i et hjem – det første eksempel er det lille rum under trappen, som findes i så mange huse, og hvor der kan gemme sig hvad som helst. Så køres eksemplet ud i det logiske overdrev, for det kunne f.eks. være en barsk brun bjørn, der havde bosat sig der under fodsparkene. Og så viser Robertson, lige præcis hvad tapre far vil gøre ved eksemplet.

I dette tilfælde får man ham præsenteret i stolt vægtløfter-positur med en lettere skræmt bjørn løftet over hovedet. Og når man bladrer, får man en situation, der er hele bogen værd: faren, der gør klar til at ordne det lede lokumsmonster, der kravler op af toiletkummen.

Det er med andre ord grotesk humoristiske overdrivelser, der er dagens orden. Med udgangspunkt i de trusler, som en barnlig fantasi kan befolke hjemmet med, bevæger vi os grinende frem mod det, som vi ved, der venter: det, som tapre far selv er bange for.

Bare rolig: det er en frygt, som de fleste børn vil genkende, og den vil nok ikke efterlade dybe følelsesmæssige ar hos nogen. Men lige præcis hvad det er, vil jeg ikke afsløre, for selv som voksen kan man godt tage sig i at bladre lidt hurtigere for at nå frem til afsløringen.

Min store, tapre far! er lun og underholdende med et frydefuldt lille anstrøg af gys, bygget på en flot udtænkt ide og fyldt med flotte detaljer.

M.P. Robertson: Min store, tapre far! Oversat af Peter Gotthardt. Thorup, 2007

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)