Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Lucy & Stephen Hawking: Gustavs hemmelige vej til universet

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Lucy Hawking, Stephen HawkingUdskriv anmeldelsen • 4. september, 2008

Eventyr i verdensrummet og videnskaben

Stephen Hawking har tidligere udsendt et par bøger på dansk – men der er tale om vægtige forsøg på at formidle viden om astrofysik, kosmologi og så videre, under titler som “Universet i en nøddeskal” og “komiske tanker”, fagbøger der kræver, at man er vågen og på stikkerne, hvis man skal følge med. Lucy Hawking er hans datter og ernærer sig som journalist og forfatter – indtil videre til to romaner til voksne. Sammen har de to nu begået en børnebog, der svæver mellem fagbog og roman.

Gustav er, som titlen antyder, vor helt – han lever et sørgeligt liv, med forældre, der er så optagede af at redde verden, at de frasiger sig alle videnskabens påfund. Altså ingen fjernsyn, helst stearinlys og så videre (og aftensmaden bliver sammensat af, hvad man har, ikke for at smage godt). Men meget ændrer sig, da Gustavs kælegris, Freddy, stikker af en dag – gennem et hul i hækken følger Gustav grisen ind til naboen, som viser sig at være den entusiastiske videnskabsmand Erik og hans forfløjne datter Annie. For ikke at glemme Erics computer: den superintelligente Cosmos.

Ved hjælp af Cosmos giver Eric Gustav et nyt syn på Jorden – og alt det, der omringer den af planeter, stjerner, måner og ikke mindst sorte huller.

Historien i “Gustavs hemmelige vej til universet” drejer omkring Cosmos – og Gustavs ondskabsfulde lærer (med øgenavnet Krybet), som er ude efter dens evner. Dertil føjes forskellige holdninger til, hvordan vi skal redde Jorden – og masser af information om universet. Tilsammen giver det en bog, der måske nok blafrer lidt for meget som historie, men tydeligvis også har en hel masse på hjerte (til tider så meget, at handlingen stopper, så personerne kan holde foredrag for læseren).

Det er en svær opgave, som de to Hawking’er har sat sig på, for det handler tydeligvis lige så meget om at formidle noget som, som det handler om at fortælle en historie – men jeg tror, det lykkes. Især drengelæserne vil nok lade sig fange ind af de vilde fantasier, der bunder i virkeligheden – om ikke andet burde de farvestrålende NASA-illustrationer og faktaboksene sørge for det. ”Gustavs hemmelige vej til universet” er måske ikke hundrede procent vellykket, men jeg tror nu nok, den vil få mange til at sige ”wow!”, og det er noget af en bedrift i sig selv og en god øjenåbner til verden omkring os.

Lucy Hawking og Stephen Hawking: Gustavs hemmelige vej til universet (første del i serie). Illustreret af Christophe Parsons. Oversat af Camilla Schierbeck. Faglig konsulent: Michael Linden-Vørnle. Gyldendal, 2008.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Én kommentar »

  1. Min nysgerrighed er i hvert fald vakt. Tror jeg vil give den en chance – selv om jeg ikke er en dreng 🙂