Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Louise Fatio & Roger Duvoisin: Den store bog om den glade løve

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Louise Fatio, Roger DuvoisinUdskriv anmeldelsen • 29. oktober, 2006

Louise Fatio: Den store bog om den glade løveEndnu en klassisk højtlæsningshistorie er genudgivet og er klar til at underholde og begejstre de mindste og deres forældre.

Den første fortælling om Den glade løve udkom i 1954. Forfatteren Louise Fatio fik ideen til historien under et besøg i en fransk by, hvor en løve var undsluppet fra et cirkus.

Der udkom i alt fem bøger om Den glade løve. Denne bog indeholder tre af disse; Den glade løve, Den glade løve i Afrika og Den glade løve brøler

Der var engang en mægtig glad løve – sådan starter det hele. Løven bor i en fredelig fransk landsby. Altså i byens zoologiske have. Landsbyboerne er glade for deres løve, lige indtil den dag den beslutter sig for at gå en tur i byen og hilse personligt på alle de rare mennesker, der tit kigger forbi dens hjem.

Den glade løve skaber en masse tumult blandt landsbyboerne, der flygter rædselsslagne fra dens venlige bonjour-brøl. Men heldigvis dukker dyrepasserens søn op, og han bliver glad for at møde Den glade løve, men ikke så glad som den bliver for at møde ham. Sammen følges de hjem til de rammer, der er trygge for landsbyboerne og egentlig også for Den glade løve.

Endnu mere dramatisk er næste fortælling om Den glade Løve. Her kidnappes den nemlig af en skruppelløs cirkusdirektør, og efter en forfærdelig lang sejltur i et skummelt lastrum ender Den glade løve i Afrika. Her er alle enten vrede på den eller bange for den. Det er næsten hjerteskærende, og den Glade løve er da også knapt så glad. Men heldigvis møder den en gammel bekendt og kan vende hjem til hurraråb og marseillaisen i landsbyen.

I den sidste fortælling i Den store bog om Den glade løve er løven rent ud sagt deprimeret. Ensomhed gør, at den sukker og stirrer tomt ud i luften, og spinatpiller hjælper ikke. Kuren viser sig at være en yndig løvinde. Desværre er hun i fangenskab andetsteds. Den glade løve befrier løvinden og gemmer hende i sin hule i zoologisk have, og for at kunne beholde hende må han skrue bissen på.

Historierne om Den glade løve er gode, spændende og bestemt klassiske højtlæsningsfortællinger. Den glade løve er over 50 år og er altså hverken kedelig eller det mindste mølædt af den grund. Illustrationerne er levende og friske, selvom enkelte af dem er sort/hvide. Miljøet er fransk og gammeldags, men det hæmmer ikke historien, som er både velskrevet og lettilgængeligt. Som mange andre underholdende børnebøger skrevet for yngre børn i 40’erne og 50’erne rummer historierne om Den glade løve en befriende enkelhed uden didaktik.
Den glade løves sindsstemninger smitter læseren, og selvom Løven oplever ting, der måske er lige ved at være lidt for spændende for helt små børn fra 2, år kan de dog sagtens være med. Den glade løve ender jo altid med at være det, den grundlæggende er: nemlig glad, og dens oplevelser giver derfor ingen urolige nætter.

Louise Fatio: Den store bog om den glade løve, illustreret af Roger Duvoisin, samler de tre første bøger om den glade løve. Oversat af Halfdan Rasmussen. Gyldendal, 2006. Forside: Roger Duvoisin.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (4 stemmer)
Loading...

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)