Fortællingen.dk

Når vinden fortæller sin historie…

”En billedbog, der henvender sig til både børn og voksne,” kalder forlaget dette samarbejde mellem forfatteren Lone Munksgaard Nielsen og maleren Knud Odde. Det gør de fleste billedbøger nu på et eller andet plan, vil jeg måske indvende, men pointen er naturligvis, at denne smukke bog gør det på et andet plan. Der er tale om kunst, på godt og ondt.

Munksgaard Nielsen har fundet en ide, som rammer en smuk balance mellem poesi og folkeeventyr, en tone, som vibrerer gennem hele værket. En ung, unavngiven kvinde drager til Grønland og finder et land, der ikke lever op til hendes forventninger: isbjergene er smeltet, og hvalerne er draget væk. Men om natten er der en lyd, som af isbjørnekløer mod vinduet. Det er vinden, og hun drager ud for at finde den.

Havet, husene og istapperne var hårdt ramt, og sneen og haglene slog mig i ansigtet, så den måtte være lige i nærheden.

Det er nok ingen overraskelse, at det lykkes hende – og tekst og billeder spiller sammen i en god drømmelogik her. Vinden optræder på siderne, uhåndgribelig og fysisk på samme tid, og vi får dens historie, en dyster sag, som dog også leder hen mod bogens forløsning. Det er ordfattigt, men rigt på billeder, både på papiret og i læserens hoved. For Vinden jeg kaldte Isbjørn rammer noget.

En billedbog for børn og voksne, ja, men ikke for alle; alt for mange voksne værdsætter ikke billedbøger og kan nok ikke se videre end dette enkle faktum, mens mange børn nok ikke vil blive fanget af illustrationerne (eller også undervurderer jeg dem, og det er lige præcis det, de vil blive indfanget af). Men jeg tror, at dem, som bliver ramt, bliver ramt i hjertet; jeg tror, at Vinden jeg kaldte Isbjørn for mange børn kan blive et varigt minde, en historie, der bliver hos dem livet igennem på den ene eller den anden vis. Samspillet mellem historie og billeder har den form for rå kraft, der tillader bogen at grave sig dybt ind i læseren. Personligt bryder jeg mig faktisk ikke om Knud Oddes illustrationer, når jeg betragter dem enkeltvis, men jeg kan ikke komme uden om, at de som en del af bogens helhed er med til at løfte den op, til at skabe den tone, som kan komme give genklang hos de mennesker, som er villige til at lytte.

Vinden jeg kaldte Isbjørn er måske ikke en bog for dig eller dit barn, men du bør så afgjort give den chancen, for hvis den er, vil den blive hos dig i meget længere tid, end det tager at læse den.

Lone Munksgaard Nielsen & Knud Odde: Vinden jeg kaldte Isbjørn. Gyldendal, 2009, 32 sider.