Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

L.M. Montgomery: Anne fra Grønnebakken

Emner: , , , , , , • Se alle anmeldelser af: L. M. MontgomeryUdskriv anmeldelsen • 22. november, 2007

L.M. Montgomery: Anne fra GrønnebakkenL.M. Montgomerys dejlige og varme klassiker får mig altid til at ønske at jeg var barn igen og boede på Grønnebakken.

Som 10-årig kommer den forældreløse Anne til Grønnebakken. Anne er en fejlbestilling, Marilla og Matthew Cuthberth havde bestilt en dreng, som kunne hjælpe til på gården, men inden de får sendt Anne retur, har de forelsket sig i hende.
For godt nok er Annes opførsel noget af en udfordring. Hun taler for meget, hun kommer hele tiden galt af sted og hendes fantasi løber ofte af med hende og sender hende ind i en drømmeverden. Men hun er også en dejlig pige, som man ikke kan undgå at lægge mærke til og snart har hun charmeret alle i den lille by.

Anne bliver sendt i skole, hvor hun bliver bedste veninde med Diana Barry. Endelig får Anne sit højeste ønske opfyldt; en veninde som hun kan dele sine hemmeligheder med. De to piger bliver hurtigt uadskillelige og bruger deres tid på at digte fantasifulde historier fuld af romantiske, mørke, mystiske mænd.

Anne er forfængelig, især hendes røde hår er en stor sorg for hende. Da klassekammeraten Gilbert driller hende med hårfarven, får han Annes hidsige temperament og vrede at føle. Gilbert prøver forgæves at undskylde for sin fejl, men Anne er urokkelig og fastholder stejlt sit uvenskab med ham

Første gang jeg læste Anne fra Grønnebakken var jeg opløst i tårer. Så meget faktisk at min mor måtte overveje, om jeg måtte læse flere bøger i serien. Her næsten 20 år senere er oplevelsen nogenlunde den samme, dog er følelsen knap så intens. Men de er der stadig, tårerne og følelserne.
Det er forholdet mellem Anne og hendes plejeforældre der berører mig – især mellem Anne og Matthew. Kærligheden er så stor og øjeblikkelig, fra deres første møde hører de sammen og det er utrolig rørende og rammer lige i hjertet.

Jeg elsker simpelthen denne bog. For mig er Grønnebakken en drømmeverden – en idyllisk verden med venskab, kærlighed, fantasi, romantik og oplevelser.

L.M. Montgomery: Anne fra Grønnebakken. Oversat af Gitte Nordbo. – 2. udgave (Paperback), 12. oplag. – Kbh. : Høst, 2005. – 231 sider.

Anne fra Grønnebakken-fan? Klik ind på tv-seriens hjemmeside her

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (2 stemmer)
Loading...

7 kommentarer »

  1. anne fra grønnebakken er for cool

  2. Jeg synes at anne fra grønnebakken er en af de bedste serier der er lavet nogensinde den får simpelhen en til at leve sig ind i en verden der engang har været her,jeg glemmer alt omkring mig og går for en stund ind i en drømmeverden som føles så smuk og varm på en gang.
    Filmen gør en meget glad og man går og dagdrømmer et godt stykke tid efter.Filmen indeholder så meget varme og kærlighed at man næsten ikke tør tro på at det findes i den virkelige verden men selvfølig gør det det.
    En serien man ikke kan være foruden.

  3. Jeg var omkring 10 år, da jeg læste “Anne fra Grønnebakken” første gang, og nu, hvor jeg er 20 år, er jeg stadig ligeså vild med serien. Det er en af de smukkeste, varmeste og mest rørende historier, der nogensinde er skrevet. Det er for mig en fortælling på højde med “Harry Potter” og “Ringenes Herre” eller næsten endnu bedre.

    Da Astrid Lindgren var lille, var Anneserien hendes ynglingsbøger, og man kan tydeligt fornemme inspiration fra dem i bøgerne om Grynet og Bulderby børnene.

    Jeg har altid været lidt af en dagdrømmer ligesom Anne, og derfor var det vidunderligt at læse om en, der var lidt ligesom mig. Det er beskrevet rigtig godt, hvordan Anne med sin livlige fantasi gør hverdagen og alting til et magisk eventyr, og det kan man lære meget af.

    De første afsnit i filmserien på de 2 første DVD’er er jeg også helt vild med, de er faktisk ligeså gode som bøgerne, og det er sjældent, at en film er det. Megan Follows, der spiller Anne, spiller helt fantastisk, for jeg tror, det er en meget svær rolle at spille naturligt og troværdigt, men hun klarer det perfekt.

    De sidste afsnit på den tredje DVD og den sidste bog i serien bryder jeg mig ikke rigtig om, for det er en helt anden tragisk og deprimerende stil, der slet ikke passer til en Annehistorie, så jeg ville ønske, at den bog ikke var skrevet. Derfor vil jeg foreslå dem, der overvejer at læse bøgerne eller at se filmserien at undgå den sidste bog og sidste film.

    Til de, der gerne vil vide hvor forfatteren til bøgerne, Lucy Maud Montgomery, fik inspiration fra, kan jeg her fortælle det. Lucy var forældreløs og drømmende ligesom Anne, men hun blev ikke adopteret af et kærligt søskendepar som Matthew og Marilla. Hendes plejeforældre var meget strenge og satte hende til at arbejde hårdt fra morgen til aften, og de blev rasende, når hun dagdrømte eller læste bøger.

    Medens Lucy arbejdede, drømte hun i hemmelighed om, hvordan hun ville ønske, at hendes liv var. Da hun blev voksen, skrev hun sine dagdrømme ned som en samlet historie, “Anne fra Grønnebakken”, og den blev hurtigt så berømt, at hun skrev en hel serie. Til alle Annefans kan jeg fortælle, at hun også skrev trilogien “Emily på Månegården”, “Emily går sine egne veje” og “Emily vinder lykken” og serien om Sara fra Avonlea. De er ikke helt på højde med Anneserien, men næsten, og de er også filmatiserede.

  4. jeg var ca. 12 år da jeg så serien i tv, sammen med min søster og min fars kæreste, som selv her læst og set anne fra grønnebakken, som ung. bagefter begynt min søster at lære den, jeg ville også læse den, og der gik ikke længe før jeg fik overhalet hende, selvom hun var forand. jeg elskede bogen, den var vildt fantastisk. Det var den der fik mig til at læse, for ellers var læsning ikke noget jeg gik op i! nu har jeg også fået DVDee, det er sådan at hvis jeg skal se filmen en dag kan jeg ikke foretage mig noget andet, for jeg er så vildt koncentret! nu er jeg 15 og elsker den stadig…

  5. Jeg har læst alle bøgerne om Anne og er også fuldstændig vild med dem….Det har jeg været siden jeg var 13-14 år…Nu er jeg 30 år, og det er stadig det samme…:-)
    Jeg har lige købt hele serien på Moviezoo til 200kr….
    Det er bare en super god serie også…Det er især hendes forhold til Matthew og Marilla der griber mig…Puha..det er bare så slemt da han dør ude på marken……
    Min kæreste tror jeg er den eneste i verden der er vild med Anne, så det kan være jeg skal vise ham denne side…:-))

  6. Helle, du er ikke den eneste der er vild med Anne-pigen.
    Jeg har læst bøgerne mange gange og set serien lige så mange gange. Man kan bare ikke blive træt af livet på Grønnebakken.

  7. Jeg elsker virkelig bogen og filmene