Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Lise Helledie: Den store Anakonda

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Lise HelledieUdskriv anmeldelsen • 29. november, 2006

Lise Helledie: Den store AnakondaEn alvorlig og sjov historie om Daniel og hans kammerat Jonatan. Daniels forældre er flyttet fra hinanden. Savnet efter faren tager bolig i Daniel i form af en stor blå anakonda…

Siden Daniels far flyttede har der boet en blå anakonda inde i Daniel. Den plager ham hele tiden med negative bemærkninger om hans far: hvorfor han er rejst, hvorfor hører han ikke fra ham – det havde været bedre han var død i en trafikulykke end at flytte sammen med en ung kæreste på 24 o.s.v. Daniel savner sin far og han er træt af anakondaen. Og indimellem gør han rigtigt dumme ting p.g.a. den. For at slippe af med slangen må han til et varmt land, den vil simpelthen ikke ud i det kølige danske klima. Med det for øje har Daniel har spurgt vennen Jonatan om han vil med ud at rejse, og det vil han gerne. Problemet er lige at få tjent nogle penge.

Da Daniels mor får nogle penge udbetalt i forbindelse med skilsmissen, finder drengene på at låne hendes visakort. Daniel får narret koden fra hende, og så smutter de to store knægte lige til Indien.

Det bliver en begivenhedsrig tur og ikke uden dramatik. Drengene møder to ældre damer, som de straks døber Søstrene Valium. Som grund til de er alene afsted, siger de, at de venter på deres far, som arbejder i Indien.
Fattigdommen i Indien gør indtryk, det er på mange måder et anderledes land. Daniel møder godt nok en slange, men først da de kommer hjem slipper han af med den blå anakonda. Og først efter han har fået kontakt med faderen igen.
Moderen har selvfølgelig været meget bekymret og er lettet over at se ham igen – og han er hurtigt tilgivet “lånet” af visakortet…

Handlingen i “Den store anakonda” er, som det nok vil være fremgået, temmelig usandsynlig. Der er fart over feltet, der er humor og dramatik. Indimellem er det næsten for meget efter min smag. Der er ingen tvivl om at den manglende kontakt til faren er hårdt for Daniel – og mange andre børn i hans situation. Om man synes om anakondaen som det noget utraditonelle billede på, hvordan en skilsmisse påvirker en dreng er nok en smagsag.
“Den store anakonda” er også en slags udviklingshistorie, Daniel har svært ved at snakke om sit savn, kun overfor sin bedste ven røber han det tilsidst. Han modnes under processen: han tager selv det første initiativ til at kontakte faren, som gerne vil se ham, men som også har svært ved at tackle skilsmissen. Og så lærer Daniel også noget om at stå til ansvar for sine handlinger.

Romanen henvender sig til store børn fra ca . 10 år, nok mest for drenge.

Lise Helledie: Den store Anakonda. Rip Rap, 2006. Forside: Jørn Villumsen 

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.